At blive forælder påvirker kroppen

For mange såvel mænd som kvinder med muskelsvind vil kræfter, overskud og energi blive ekstra påvirket i forbindelse med at få barn.

Her kan du læse om, hvordan din krop kan blive påvirket, og få tips og gode råd omkring træning og aflastning.

Muskelmasse på overarbejde

Du kan opleve større træthed eller massiv udtrætning, blandt andet fordi en begrænset muskelmasse i højere grad vil være på overarbejde, når dit barn skal løftes, mades, bades og leges med.

Hvis du er gående, kan det være vanskeligt at skulle op og ned fra gulvet, og dårlige balance, nedsat følesans eller nedsat kraft kan medføre risiko for fald, fx hvis der ligger legetøj på gulvet. Dette kræver særlig opmærksomhed, hvis du bærer dit barn, mens du går.

De fleste af muskelsvinddiagnoserne er desuden fremadskridende, hvilket betyder, at der ikke nødvendigvis er samme mængde af kræfter og overskud ved et eventuelt andet barn i sammenligning med det første.

Fødsel og graviditet

Hvis du er kvinde og er gående, vil du efter fødslen sandsynligvis opleve en større kropslig belastning end kvinder, der benytter kørestol.

Ved nogle diagnoser kan der komme en væsentlig nedsættelse af funktionsniveauet.

Læs nærmere på siden Graviditet og fødsel.

 

Belastning og smerter kan være svære at undgå

Hvis du har nedsat kraft i hænderne, kan du opleve smerter som følge af de store krav, der stilles til hænderne i forbindelse med pleje af dit lille barn.

Belastning og overforbrug af musklerne kan medføre smerter fx i nakke, skuldre, ryg og arme. Det kan være vanskeligt for dig at undgå det eller at planlægge dig ud af det, da der med et lille barn kan komme uforudsete belastninger, fx hvis dit barn er sygt. En sådan overbelastning kan muligvis tage lang tid for dig at komme dig over, og det kan på længere sigt påvirke dit funktionsniveau.

Det er vigtigt, at du bliver aflastet

Det er derfor væsentligt at få drøftet, hvordan du kan aflastes mest muligt, og hvordan I som par samlet set bedst kan få jeres hverdag til at fungere.

I kan fx drøfte behovet for aflastning med en praktiserende fysioterapeut eller med sundhedsplejersken.

Gode råd om aflastning af kroppen

  • Få talt om, hvordan hverdagen kan fungere, hvis din krop bliver ekstra belastet i forbindelse med at få et barn
  • Vær opmærksom på at få lagt pauser ind i din dagligdag
  • Forsøg at planlægge dine dage, så du fordeler opgaver, der ikke haster, til dage, hvor du ikke har så travlt
  • Få ideer fra din fysioterapeut om, hvordan du skåner din krop mest muligt
  • Det er vigtigt at få afklaret, om I har behov og mulighed for at få hjælp og aflastning.

Du kan have gavn af hjælpemidler og praktisk hjælp

Der er flere forskellige muligheder for praktisk hjælp og hjælpemidler, når du har et barn. Her kan du læse mere om, hvad kommunen kan tilbyde og om lovgivningen. På siden finder du også viden om at få og have en praktisk hjælper i hjemmet og få ideer til, hvordan du kan sikre dig, at hjælperen ikke overtager forældrerollen.

Træning

Det er svært at sige noget generelt om behovet for træning og genoptræning af kroppen, når du er gravid eller har et barn, og du samtidig har muskelsvind. Det vil altid bero på en individuel vurdering.

Som udgangspunkt er det godt at holde sin krop i gang med regelmæssig træning. Det er imidlertid vigtigt ikke at overtræne kroppen.

At have et lille barn kan være rigeligt med træning

For mange forældre – både kvinder og mænd – vil de ekstra opgaver, der er forbundet med at have et barn, være rigelig træning for kroppen. Rent faktisk kan der være behov for at forsøge at skåne din krop for at undgå overbelastning. Disse forhold kan du drøfte med en praktiserende fysioterapeut eller en konsulent fra RCFM.

 

Hvis du er kvinde og har født, kan du i en kortere eller længere periode have behov for ekstra meget hvile efter fødslen. For nogle personer vil det være muligt at genvinde funktionsniveauet fra før graviditeten, mens det for andre ikke vil være muligt.

Læs mere om graviditet og fødsel.

Hvordan kan du spare kræfter i hverdagen?

I samværet med dit barn kan der være forskellige ting at være opmærksom på. Her er nogle forslag til, hvordan du kan spare kræfter i dagligdagen:

  • Læg dit lille barn på maven for at træne barnets ryg- og nakkemuskler, så det bliver lettere for barnet at holde sit hoved og nemmere for dig at sidde med på armen.
  • Når dit barn bliver lidt større, er det vigtigt at lære ham eller hende, at der skal tages særlige hensyn til dig. Det kan fx være at undgå at skubbe til dig.
  • Lær dit barn ikke at løbe væk, hvis det kan være svært for dig at indhente dit barn igen.
  • Væn dit barn til at være på indersiden af dig på fortovet, hvis det er svært for dig at bevæge dig hurtigt efter barnet.
  • Lær dit barn selv at kravle op på sin høje stol, sofaen, puslebordet eller i sin seng, så du ikke skal løfte, eller hvis det er svært for dig at komme ned på gulvet. En lille trappestige til fx puslebord, kan være en hjælp.
  • Hvis du må løfte eller trøste dit barn på en særlig måde, fx siddende på en stol, kan det være en fordel, at begge forældre gør det på samme måde. Det lærer jeres barn, at sådan bliver man trøstet i jeres familie.
  • Gennemgå dine vaner og rutiner for at finde ud af, om du kan økonomisere med dine kræfter. Det kan være ved at sove og bade sammen med dit barn. Det kan også være at pusle dit barn i sengen eller på sofaen, så længe dit barn ikke kan trille.

Kontakt os

Du er altid velkommen til at kontakte os for at få personlig rådgivning.

Du kan ringe til os på tlf. 89 48 22 22, sende en e-mail eller benytte vores kontaktformular

Telefonerne er åbne:
Mandag – fredag kl. 10 – 14

Andre har også læst

  • Icon

    At leve med muskelsvind

    Find råd og vejledning om muskelsvind i alle livets faser

    Læs mere
  • Search

    Find din diagnose

    Læs om sygdommens udvikling og mulighed for behandling

    Læs mere
  • Forskning

    Forskning og udvikling

    Læs om forskning i muskelsvind

    Læs mere

Vi er et højt specialiseret hospital for muskelsvind.

Vi tror på, at de bedste rammer for livet med muskelsvind skabes, når vi ser det hele menneske i et livslangt perspektiv. Derfor er vores brugere altid i centrum.  

Vi deler specialviden med mennesker med muskelsvind, deres familier og fagpersonerVi arbejder på tværs af fagligheder og sektorgrænser. 

Vi er udsprunget af Muskelsvindfonden, men er en selvstændig enhed finansieret af regionerne. 

Kontakt os

E-mail: info@rcfm.dk
Tlf: +45 8948 2222

CVR-nr: 88502728

Hovedkontor
Kongsvang Allé 23
DK-8000 Aarhus C
Post sendes hertil

Sjællandsafdeling 
Blekinge Boulevard 2, 1.sal
DK-2630 Taastrup