Hvordan passer jeg på mine børn, når min partner er syg?
Det er svært at håndtere sygdom og forældreskab på én gang. Som forælder har du formentlig et stort ønske om, at dine børn trives og har et godt barne- og ungdomsliv. Ønsket om at beskytte dine børn mod usikkerhed, tunge tanker, bekymringer og tristhed er helt naturligt. Men børn kan mærke, at I forældre er rystede eller følelsesmæssigt påvirkede, og derfor er det en god ide at inddrage dem, og tale med dem. Det er, når tavsheden tager over, at børn kan begynde at mistrives.
Tal med dit barn om sygdommen
Måske tænker du, at dit barn spørger, hvis der er tvivl om noget, og det kan også godt være. Mange børn er dog meget loyale og fornemmer, når der er emner, forældrene har svært ved at tale om. Så lader de ofte være med at spørge. Det stiller krav til dig om at turde at være opsøgende, nysgerrig og inddragende, selv om du kan være bange for at gøre dit barn ked af det.
Når du har talt med dit barn om diagnosen, er det ikke sikkert, at dit barn umiddelbart har reaktioner eller spørgsmål. Det kan være en god ide at sige, at du altid er parat til at snakke videre om det, og at spørgsmål er velkomne når som helst, og at du vil besvare dem så ærligt som muligt.
Barnets roller og reaktioner
I nogle familier kan børn komme til at blive omsorgsgivere. I takt med at sygdommen udvikler sig, kommer de måske til at påtage sig opgaver som at hente/bringe ting, styre kommunikationshjælpemidler, hjælpe med forflytninger og klare deciderede plejeopgaver som personlig hygiejne og toiletbesøg. Det er selvfølgelig dejligt, at I hjælper hinanden, men opgaverne skal passe til barnets alder, og det er en god ide at være opmærksom på, om dit barn langsomt får flere og flere opgaver i hjemmet, da dette kan påvirke et almindeligt barne- eller ungdomsliv.
Angsten for, at den syge forælder skal falde, eller at der skal ske pludselige forandringer i sygdommen, kan betyde, at barnet eller den unge måske begynder at sige nej tak til fritidsaktiviteter og invitationer til fødselsdage, fester m.m. Hjælp gerne dit barn med at holde fast i venner og interesser, så hele livet ikke kommer til at handle om sygdom.
Inddrag pædagoger og/eller lærere
En stor del af et barns liv tilbringes i daginstitution eller skole. Når der sker betydningsfulde ændringer eller noget alvorligt i familien, er det derfor vigtigt at informere og inddrage pædagoger og/eller lærere.
Læs også ALS i familien med børn
Kontakt os
Du er altid velkommen til at kontakte os for at få personlig rådgivning.
Du kan ringe til os på tlf. 89 48 22 22, sende en e-mail eller benytte vores kontaktformular
Telefonerne er åbne:
Mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 10 – 14
Onsdag mellem 10 og 12