ALS i familien med børn

Når ALS rammer, er det for de fleste en helt ukendt situation. Man skal til at færdes i et ukendt landskab, hvor man skal orientere sig på ny. Mange vil opleve at miste fodfæste, og det kræver nye strategier og måder at være sammen på som familie.

Her kan du læse om, hvordan børn kan tænke og reagere, og hvad de kan have behov for, når en forælder får ALS.

Informationen er primært henvendt til familier, hvor far eller mor har fået diagnosen ALS. Andre betydningsfulde voksne i barnets hverdag vil dog også kunne få noget ud af at læse om, hvordan børn kan reagere på svær sygdom i den nærmeste familie. Du kan læse hele dokumentet samlet, eller læse de afsnit, der er relevante for dig. Vær opmærksom på, at det især i de aldersopdelte afsnit om børn kan give mening at læse om børn, der er lidt ældre eller lidt yngre end dit eget barn, da børn er meget forskellige og ikke altid passer ind i en bestemt kasse på alle områder.

Familielivet med børn og ALS

Som forælder har man et stort ønske om, at ens børn trives og har et godt barne- og ungdomsliv. Ønsket om at beskytte sine børn mod usikkerhed, tunge tanker, bekymringer og tristhed er helt naturligt. Samtidig er disse følelser uundgåelige, og vi oplever dem alle på forskellige tidspunkter i livet. At tro, at man kan beskytte børn fra at være påvirket af ALS i familien, er ikke realistisk.

Børn mærker, når noget er under forandring i familien, og det kan blandt andet komme til udtryk som ændret adfærd i forskellige situationer. Sådanne ændringer er forventelige og naturlige. Der findes ikke rigtige og forkerte følelser, men dit barn kan have behov for hjælp til at udtrykke sine følelser. Det kan også være vigtigt for dit barn at få støtte til at forstå, hvordan vi som mennesker kan reagere forskelligt på den samme situation.

Lad ikke barnet være alene med sine tanker og følelser

Børn kopierer ofte deres forældre, også i svære situationer. På den måde er du rollemodel for, hvordan bekymringer og sorg kan tackles. Når du viser følelser og taler om det, der gør ondt, inviterer det dit barn til at gøre det samme.

Alle mennesker, børn som voksne, er sociale væsner. For at vi kan udvikle os, har vi brug for at være en del af et nært og betydningsfuldt fællesskab. For børn er det særlig betydningsfuldt at føle sig som en værdifuld del af familien og at møde kærlighed og tillid. De har brug for åbenhed, tydelighed og ærlighed tilpasset deres alder.

Hvis dit barn er alene med sine tanker og følelser, kan det give huller i barnets forståelse. Disse huller vil barnet på bedste vis forsøge at udfylde med fantasi, forestillinger og den viden, barnet har om verden. Fantasien og forestillingerne kan ofte være mere skræmmende og faretruende end virkeligheden.

Børn, der møder tavshed og mangler information, kan blive urolige, usikre, bekymrede eller ensomme.  Samtidig er børn loyale og fornemmer, når der er emner, forældrene har svært ved at tale om. Så lader de ofte være med at spørge. Det stiller krav til dig om at turde at være opsøgende, nysgerrig og inddragende, selv om du kan være bange for at gøre dit barn ked af det.

At være opsøgende, nysgerrig og inddragende betyder ikke nødvendigvis at stille en masse spørgsmål. Når voksne taler med deres børn, kan de tit komme til at stille flere spørgsmål, end det er muligt for barnet at svare på. Børn har ikke altid lyst til at dele deres tanker og følelser eller kan have svært ved at finde ord, der beskriver dem.  I stedet for at stille spørgsmål, kan det for nogle børn være en hjælp at høre voksne fortælle, hvordan andre børn har det i en lignende situation.

Helenas far har ALS

Helena er 14 år, og hendes far har haft ALS i de sidste 14 måneder. Helenas mor har lagt mærke til, at Helena er meget mere hjemme, end før hendes far blev syg. Hun hører fra Helenas veninders forældre, at Helena siger nej til alle muligheder for at lave noget med veninderne.

En aften, hvor hun ved, at Helena endnu engang har sagt nej til at komme til en venindes fødselsdag, går hun ind på Helenas værelse med en bunke rent vasketøj, lægger bunken på sengen og siger: ”Jeg har læst, at mange unge, der har en forælder med en alvorlig sygdom, ofte begynder at være mere hjemme, fordi de gerne vil passe på begge deres forældre. Jeg har tænkt på, om du måske er begyndt at være mere hjemme, fordi du er bekymret for mig eller far?” Helena trækker på skuldrene, og hendes mor går ud af værelset.

Senere på aftenen kommer Helena ind i stuen og sætter sig i sofaen. Efter lidt tid spørger hun sin mor, hvem der egentlig kan hjælpe, hvis hendes far falder. Hun ved jo, at hendes mor har dårlig ryg. De får en snak om, hvilke hjælpemidler hendes far har, og hvilke aftaler der er lavet med hjemmeplejen i forhold til fald. De får også snakket om, hvor vigtigt det er, at Helena holder fast i sine venskaber og kommer lidt væk fra hjemmet i fritiden.

Gammel nok til at høre sandheden?

Generelt kan du gå ud fra, at børn, der er store nok til at stille spørgsmål, også er klar til at få svar. Svaret skal naturligvis være tilpasset barnets alder. Det er vigtigt, at du lytter godt efter, når dit barn spørger. Hvad er det, dit barn søger svar på? Svar så tydeligt, du kan, for at mindske utryghed hos dit barn. Svar kun på det, der bliver spurgt om. Dette giver dit barn tryghed til at komme tilbage og søge nye svar. Et tydeligt og ærligt svar kan også være: ”Det ved jeg ikke”, hvis du ikke kender svaret, suppleret med: ”måske jeg kan finde ud af det”. Invitér gerne dit barn til at komme igen med nye spørgsmål.

Børn er hurtige til at påtage sig skylden for noget, der rammer familien. Det kan være svært for dig, som forælder at forestille sig, at dit barn kan fantasere sig til at være skyldig og ansvarlig for opstået sygdom i familien. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at sådanne tanker kan opstå, og hjælpe dit barn til at forstå, at det er uden skyld.

Børn har ofte en evne til at pendulere ind og ud af deres følelser. Kort tid efter en samtale om sygdom eller død, kan barnet være i fuld gang med en leg, hvilket er en sund reaktion og et udtryk for, at barnet holder pause fra det svære.

Børn som hjælpere

I nogle familier kan børn i forskellige aldre komme til at blive omsorgsgivere. I takt med at sygdommen udvikler sig, kommer de måske til at påtage sig opgaver som at hente/bringe ting, styre kommunikationshjælpemidler, hjælpe med forflytninger og klare deciderede plejeopgaver som personlig hygiejne og toiletbesøg. Hvis ikke du er opmærksom på dette, kan dit barn langsomt få flere og flere opgaver i hjemmet, som kan forhindre et almindeligt barne- eller ungdomsliv.

Mange børn fornemmer hurtigt, hvad den syge forælder har brug for, og kan komme til at tilsidesætte deres egne behov. Det kan være smertefuldt for barnet at se den syge forælder kæmpe med at overkomme opgaver, der tidligere var lette at klare. Barnet vil måske derfor sørge for at være i nærheden og forsøge at komme forælderens behov for hjælp i forkøbet. Det kan også være svært for barnet at tage i skole, hvis det hele tiden tænker på, om den syge forælder selv kan spise uden at fejlsynke, kan gå på toilettet uden at falde, svare på telefonopkald osv. Dette kan føre til stort fravær fra skolen og problemer med at få lavet lektier.

Barnet eller den unge vil måske også begynde at sige nej tak til fritidsaktiviteter og invitationer til fødselsdage, fester m.m., da de gerne vil stå til rådighed for deres forældre eller er angste for, hvad der sker, når de ikke er hjemme.  Ofte holdes disse fravalg hemmelige for forældrene, og der er hos barnet eller den unge ikke altid en bevidsthed om, hvorfor han/hun pludselig ikke længere har ”lyst” til at deltage i aktiviteter udenfor hjemmet.

Børn, der har en forælder med ALS, føler ofte, at deres kammerater er ”barnlige”, fordi kammeraterne ikke har oplevet alvorlig sygdom, som dem selv. De kan derfor have en tendens til at trække sig fra vennerne og isolere sig i hjemmet, og kan i værste fald blive ængstelige og triste.

Det kan være pinefuldt forældre at indse, at deres barn tager et for stort ansvar i familien. Hvis du bliver opmærksom på, at dit barn tager for stort ansvar, er det vigtigt, at du taler med det om problemet og anerkender barnet for at ville bidrage til at få familien til at fungere. Dernæst er det dit ansvar, sammen med dit barn, at finde et passende niveau for, hvad dit barn skal hjælpe med. Der er ikke noget forkert i, at du giver dit barn opgaver i forbindelse med sygdom i familien. Det er dog dit ansvar, at opgaverne tilpasses dit barns alder og udviklingsniveau, så der fortsat er tid og rum til leg, fritidsaktiviteter og samvær med vennerne.

Annas mor har ALS

Anna er 6 år, hendes mor Karen har fået konstateret ALS for 1 år siden. Sygdommen udvikler sig hurtigt, og Karen har nu hjælp i hjemmet 16 timer i døgnet, så der er mange nye mennesker i huset.  Anna har en lillesøster, Klara, på 9 måneder og en far, Gert, der er rask, og hver dag tager på arbejde. Anna går i børnehave, og det er besluttet, at udsætte skolestarten et år, da Anna de sidste mange måneder har vist tegn på, at hun er påvirket af de mange ændringer i familien og hjemmet. Anna tisser og har afføring i bukserne, insisterer på at få hjælp til at spise, trækker sig fra de andre børn, vil helst være sammen med en voksen det meste af tiden i børnehaven og ønsker at komme hjem til mor.

Hjemme i familien er Anna den, der lettest forstår mors påvirkede utydelige tale. Derfor kalder flere af hjælperne i hjemmet på Anna, når de har svært ved at forstå, hvad Karen siger. Anna stiller velvilligt og koncentreret op og gentager hviskende, hvad Karen siger.

Anna bliver mindre og mindre glad for at være i børnehaven, har ondt i maven og ønsker at være hjemme. På et møde, hvor Karen, Gert og 2 kontaktpædagoger fra Børnehaven er til stede, bliver man enig om, at det er vigtigt, at Anna kender til den bogstavtavle, hjælperne anvender, hvis de ikke forstår, hvad Karen siger.

Gert og Karen sidder sammen med Anna i sofaen. Gert siger til Anna, at det er imponerende, hvor god hun er til at forstå Karens tale, selvom sygdommen har gjort den utydelig. Karen nikker.

”Du skal have tak for at du er så hurtig til at komme, når hjælperne kalder på din hjælp. Ved du godt at hjælperne og mor har en bogstavtavle de sammen kan bruge, når hjælperne har svært ved at forstå mors tale?”

Anna ryster på hovedet.

”Det tager længere tid med bogstavtavlen, men jo mere hjælperne og mor øver sig, des hurtigere bliver de.”

Anna spørger meget spontant: ”Dør mor?”

Karen får tårer i øjnene. Gert svarer, at sygdommen gør at Karen dør, men ikke lige nu.

”Hvornår så?”, spørger Anna.

”Det ved vi ikke, men inden du bliver voksen. Du må spørge lige så tit du vil”.

Anna løber ud i haven og gynger. Kommer kort tid efter ind, glad og vil gerne spille iPad.

Gode råd til forældrene

  1. Anerkend og sig tak for dit barns ønske om at ville hjælpe.
  2. Tilpas opgaverne til dit barns alder.
  3. Giv dit barn konkrete opgaver, så han/hun ikke skal bruge stor energi på at fornemme, hvad der forventes.
  4. Lad ikke dit barn hjælpe med personlig pleje og toiletbesøg, da dette kan føles grænseoverskridende for dit barn.
  5. Tag imod den nødvendige hjælp fra hjemmeplejen, og vær åben over for tilbud om hjælp fra dit netværk. Vis overfor dit barn, at du har tillid til, at hjemmeplejen eller dine hjælpere giver dig den hjælp, du har behov for.
  6. Giv dit barn plads til at have et barne-/ungdomsliv og tilskynd til deltagelse i aktiviteter med vennerne.
  7. Opsøg evt. en støttegruppe til dit barn, hvor det er muligt at ”spejle sig” i de andres fortælling og føle sig mindre anderledes.
  8. Oplys dit barns børnehave/skole om, at der er alvorlig sygdom i familien.
  9. Hvis du vælger, at dit barn gerne må hjælpe med opgaver relateret til sygdommen, er det vigtigt, at du jævnligt vurderer om omfanget af opgaverne er passende.

Daginstitution og skole

En stor del af et barns liv tilbringes i daginstitution eller skole. Når der sker noget alvorligt i familien, er det derfor vigtigt at informere og inddrage pædagoger og/eller lærere. Afhængigt af barnets alder kan der dog være forskellige hensyn og overvejelser.

At tale med barnet om sygdom og død

Det er naturligt for børn at reagere på det, der sker i deres liv. Det giver mening at blive ked af det, når der er noget at være ked af, og det er fint at være glad, når der er noget at glædes over. Som forælder kan du blive bekymret, hvis dit barn pludseligt forandrer sig meget. Du kan blive i tvivl om, hvorvidt det handler om naturlig udvikling, eller om dit barn reagerer på den ændrede situation i hjemmet. Uanset årsagen, er det en god ide løbende at tale med dit barn om, hvordan I har det i familien.

Giv dit barn ekstra opmærksomhed

Det er forskelligt, hvad du kan tale med et lille barn og et ungt menneske om. Der kan ikke gives en præcis facitliste på, hvornår dit barn er klar til at forstå og tale om bestemte emner. I det følgende kan du læse en kort gennemgang af barnets udviklingsmæssige kendetegn, mulige reaktioner på at befinde sig i en vanskelig livssituation og anbefalinger til, hvordan du kan give barnet ekstra tryghed og opmærksomhed. Alderstrinnene er vejledende. Der kan være stor forskel på børns evne til at forstå og håndtere information. Brug kendskabet til dit barn til at vurdere hvordan, og om hvad, du skal informere.

Cille 4 år

Cille er 4 år og bor sammen med far og mor i et parcelhus i en mindre by.

Cilles mor har for 3 måneder siden fået konstateret ALS, og hun taler utydeligt, har svært ved at gå og er faldet flere gange, hvor Cille har været til stede.

Cille er begyndt at spørge til, hvorfor mor taler og går så mærkeligt, og i børnehaven har de observeret, at Cille er blevet mere pjevset, end hun plejer at være, og at hun helst holder sig i nærheden af en voksen. Cille har ellers tidligere været meget udadvendt og glad og været god til at sætte en leg i gang med de andre børn. Nu afviser hun selv sin bedste ven Anthon og har også et par gange slået et andet barn.

Pædagogerne i børnehaven har lige gjort Cilles mor og far opmærksom på Cilles ændrede adfærd og spørger til, om de har en mulig forklaring på, hvorfor Cille reagerer anderledes, end hun plejer.

Både mor og far tænker, at Cilles reaktion nok skyldes, at hun kan mærke, at ”der er noget på spil” derhjemme, og de beslutter sig derfor for at fortælle pædagogerne om, at Cilles mor er alvorligt syg.

Mor og far synes til gengæld, det er meget sværere at få sagt til Cille, at mor er syg. De har mange tanker om, hvorvidt de gør hende mere ked af det, og de kan næsten ikke bære at se hende mere ulykkelig, end hun allerede er. De er begge overbeviste om, at det er nødvendigt at få snakket med hende.

Mor: Cille, der er noget far og jeg gerne vil snakke med dig om – vil du lige komme herhen til os og sætte dig sammen med os?

Cille: Ja, hvad er det?

Mor: Cille, du har jo lagt mærke til, at jeg er begyndt at snakke lidt mærkeligt, og du har også set, at mine ben engang imellem kan være rigtig dumme, og så er jeg faldet.

Cille: Ja.

Mor: Det er fordi, jeg har fået en sygdom, som hedder ALS, som gør, at der er nogen steder i kroppen, som ikke virker så godt.

Cille: Gør det ondt?

Mor: Nej, det gør ikke ondt.

Cille: Jeg har også engang haft feber og været syg.

Mor: Ja, det er nemlig rigtig, men du blev heldigvis rask igen. Jeg bliver desværre ikke rask igen.

Cille: Hvorfor kommer lægen så ikke bare?

Mor: Lægen kan heller ikke gøre mig rask, men han kan give mig noget medicin, så jeg får det bedre.

Cille: Så falder du ikke mere?

Mor: Jo, det kan godt ske, at jeg falder igen, men ved du, hvad en kørestol er?

Far: Det er ligesom den gamle Hansen har, ham, der bor lige ved siden af – kan du huske, at du fik lov til at få en tur på den sammen med ham i sommers?

Cille: Ja, det var sjovt. Skal du også have sådan én mor?

Mor: Ja, det skal jeg, og så kan vi tage på tur sammen, og du kan sidde på den sammen med mig, når vi skal hen i børnehaven.

Cille: Jamen, hvornår bliver du så rask?

Mor: Jeg bliver ikke rask igen, og på et tidspunkt dør jeg også af sygdommen.

Cille: Så bliver man til en engel, siger Anthon.

Mor: Måske, men når jeg ikke er her, så vil far og mormor og morfar og farfar alle sammen passe godt på dig. Der er så mange, der er glade for dig. Men ved du hvad? Vi skal blive ved at gøre de ting sammen, som vi godt kan lide, så længe, vi kan – vi skal blive ved med at tage hen på legepladsen og besøge Anthon og få mormor til at komme herop og bage en kage sammen med dig. Det kan vi sagtens gøre, selvom mor er syg.

Cille: Jeg vil hellere lege med Marie nu.

Mor: Ja, hun er også sød, så det er en god ide. Skal vi ringe til hende og spørge, om hun kan lege?

Cille: Ja, sammen med far.

Far: Det er en aftale. Men Cille, der er en ting, som det er vigtigt, at du husker: Det er IKKE din skyld, at mor er blevet syg.

Mor: Nej, det er ikke din skyld, at jeg er blevet syg, og du må spørge om alting om sygdommen. Vi har også fortalt de voksne henne i børnehaven om min sygdom, så de ved også godt, hvorfor jeg snakker og går så mærkeligt.

Far: Kan du huske, at der var mange børn i børnehaven, som blev forkølede før sommerferien?

Cille: Ja, også mig.

Far: Ja, du blev også forkølet, men sådan er det ikke med mors sygdom – det er kun hende, der får den. Den smitter ikke.

Cille: Okay, nu skal vi ringe til Marie. Jeg synes, det er dumt, at du er syg.

Mor: Ja, det synes jeg også, og det kan godt være, at jeg engang imellem bliver ked af det, men det er okay for os alle sammen at blive kede af det.

RCFM’s tilbud om støtte

Når en forælder får ALS, ændres betingelserne for familielivet drastisk. De fleste forældre vil være optagede af, hvordan de skal tale med deres børn om sygdommens konsekvenser og kan have brug for støtte til dette. Du kan hente hjælp hos RCFM’s psykologer og konsulenter:

  1. RCFM tilbyder råd og vejledning om, hvordan du bedst kan støtte dit barn i forbindelse med sygdom i familien.
  2. Afhængig af situationen, er der mulighed for at få tilbudt 1-2 samtaler alene, som par eller som familie, med en af RCFM’s psykologer eller familieterapeuter.
  3. I samarbejde med dig kan RCFM, i visse tilfælde, give rådgivning og vejledning til lærere og pædagoger om sygdommen og dens konsekvenser.
  4. I samarbejde med dig og skolen kan RCFM tilbyde undervisning i dit barns klasse. Undervisningen kan give klarhed omkring sygdommen og indsigt i det at være barn med en syg forælder.
  5. Du kan læse mere om ALS på RCFM’s hjemmeside www. rcfm.dk

Til bedsteforældre

Til bedsteforældre

Som bedsteforælder kan du måske føle dig dobbelt ramt, hvis det er dit voksne barn eller dennes partner der har fået diagnosen ALS, og du samtidig oplever, at dine børnebørn er stærkt påvirkede af, at deres mor eller far er alvorligt syg.

Du kan måske føle dig sat lidt ud på et sidespor og føle, at det er svært at få hjælp til din sorg, fordi al hjælp og opmærksomhed går til den der har ALS, partneren og børnene. Ud over at det er vigtigt at tale sammen i familien, kan det være en god ide at bruge dit eget netværk til at få talt om situationen. Husk også at holde fast i aktiviteter, der giver glæde og energi.

Du synes måske også, at det er svært at finde ud af, hvad du skal byde ind med for at hjælpe. Hvis du er i tvivl, kan det være en god ide at spørge dit voksne barn, hvordan du bedst støtter familien. Som pårørende er det mange gange nok, at du bare er til stede uden at skulle udrette en hel masse. Andre gange kan det gøre en forskel, hvis du hjælper med at hente og bringe dine børnebørn fra institution og skole, gøre rent, lave mad eller købe ind.

Ofte vil børn opleve, at det er godt at tale med deres bedsteforældre om, hvor svært det er at have en syg forælder, så tag gerne initiativ til en snak med dine børnebørn. Du kan læse mere om opmærksomhedspunkter og gode råd til de svære samtaler i de andre afsnit under ALS i familien med børn.

Til lærere og pædagoger

Det kan være af stor betydning, at du kender til de ændringer der sker i familien og hverdagen, når en forælder har fået ALS. På den måde kan du medvirke til at reducere barnets oplevelse af ensomhed, af at være anderledes og af den sorg, der naturligt følger med, når en forælder har fået en livstruende sygdom.  Du kan være en vigtig voksen for barnet i en hverdag fyldt med forandringer.

De store forandringer, ALS bringer ind i en familie og dermed barnets hverdag, kan give dig usikkerhed i dit faglige virke. Det kan bl.a. være, hvor meget du kan tillade dig at spørge ind til forældrene, både den sygdomsramte og den raske, hvad du kan tale med barnet om, hvor meget barnet kender til sygdommen eller hvad du skal gøre hvis barnet bryder sammen i gråd?

At skabe den bedst mulige hverdag for barnet kræver et samarbejde med forældrene. Når sygdom rammer i familien, er det ikke alle familier, der finder det naturligt eller har overskud til et udvidet samarbejde med skole og daginstitution. For at barnet kan få den nødvendige støtte i de forholdsvis mange timer, det tilbringer i daginstitutionen eller skolen, kan det derfor være nødvendigt at søge information hos familien. Den interesse, du viser ved at spørge ind til familiens situation, kan være med til at støtte forældrene og give dem vished om, at der er fokus på barnet.

Som en vigtig voksen i barnets hverdag, har det stor betydning, at du kan rumme barnet situation. Det kan barnet mærke, ved at du lytter og evt. spørger ind til de tanker, følelser og bekymringer barnet måske går med. Modsat, at du også accepterer, hvis barnet af og til forsøger at holde fri fra sin situation og netop derfor ikke dagligt har behov for at blive konfronteret med spørgsmål om livet med en syg forælder.

ALS er en sygdom, der griber voldsomt ind i familielivet, hvilket også kan påvirke dig som fagprofessionel. Det er derfor af stor betydning, at der på din arbejdsplads er et forum, der tillader sparring omkring, hvordan du både professionelt og personligt håndterer situationen bedst.

Anbefalet litteratur

Der findes ikke i øjeblikket litteratur, der særligt er rettet mod børn med ALS i familien. Vi har dog erfaring for, at der kan være bøger der er rettet mod andre diagnoser, som kan være meget hjælpsomme, da de kommer ind på mange relevante emner og temaer. Vi har samlet titlerne på en række af disse bøger nedenfor.  Det kan være en god ide at læse bogen selv, før man læser bogen sammen med sit barn eller anbefaler barnet at læse den.

Andre har også læst

  • To personer

    Pårørende

    Læs om at være pårørende til en person med muskelsvind

    Læs mere
  • Icon

    At være forælder til et barn med muskelsvind

    Hvad skal man særligt være opmærksom på som forælder

    Læs mere
  • Icon

    For fagpersoner

    Læs om, hvad kan RCFM hjælpe med og få faglig sparring

    Læs mere

Vi er et højt specialiseret hospital for muskelsvind. Vi tror på, at de bedste rammer for livet med muskelsvind skabes, når vi ser det hele menneske i et livslangt perspektiv. Derfor er vores brugere altid i centrum.  

Vi deler specialviden med mennesker med muskelsvind, deres familier og fagpersonerVi arbejder på tværs af fagligheder og sektorgrænser. 

Vi er udsprunget af Muskelsvindfonden, men er en selvstændig enhed finansieret af regionerne. 

Kontakt os

E-mail: info@rcfm.dk
Tlf: +45 8948 2222
CVR-nr: 88502728

Hovedkontor
Kongsvang Allé 23
DK-8000 Aarhus C
Post sendes hertil

Sjællandsafdeling 
Blekinge Boulevard 2, 1.sal
DK-2630 Taastrup