Personlig og praktisk hjælp til barn på ferier
Når du skal på ferie eller andre ophold, gælder der forskellige regler for, om dit barn kan tage den bevilgede hjælp med. Det er nemlig afhængigt af, hvilken type hjælp dit barn får i hverdagen.
Her på siden fortæller vi om de regler der gælder, hvis du skal rejse i Danmark eller på ferie i udlandet.
Kan dit barns hjælp tages med på ferien?
At have et barn med nedsat funktionsevne behøver ikke være en hindring for at holde ferie, heller ikke selvom barnet behøver personlig og praktisk hjælp under ferier.
Der er dog forskel på, om hjælpen kan tages med under ferieophold, afhængigt af hvilken paragraf, hjælpen er bevilliget efter:
- Hjælpetimer efter §41 kan tages med på ferie i ind- og udland
Hvis dit barn har fået udmålt hjælpertimer efter Lov om social service § 41 som dækning af nødvendige merudgifter, kan I medtage disse hjælpertimer under ferie både i ind- og udland. Hvis dit barns nedsatte funktionsevne forårsager andre merudgifter forbundet med ferien, kan I også søge om disse. - Kompensations for tabt arbejdsfortjeneste kan tages med på ferie
Hvis dit barn har muskelsvind og du får kompensationen for tabt arbejdsfortjeneste, vil denne bevilling kunne fortsætte under ferie i Danmark og under kortere udlandsrejserejse. Du vil ikke kunne få forøget kompensation for tabt arbejdsfortjeneste under en ferie. - Personlig hjælp og aflastning/afløsning efter §44 kan kun tages med på ferie i Danmark
Hvis dit barn får personlig og praktisk hjælp i dagligdagen, eller der er bevilget afløsning/aflastning i form af hjælpertimer efter Lov om social service § 44, kan I ikke medtage en hjælper på udlandsrejser. - Dit barn kan spare ledsagertimer op til ferien
En ledsageordning er en mulighed for børn i alderen 12-18 år. Den indeholder 15 timers ledsagelse om måneden. Du kan lave en aftale med din kommune om, at dit barn kan spare ledsagetimerne op i 6 måneder. På den måde kan dit barn bruge ordningen ved lidt længere ophold uden for hjemmet. Ledsageren må dog ikke varetage tunge plejeopgaver.
Ledsagerordningen må gerne tages med til udlandet, men du skal som udgangspunkt selv afholde ledsagerens udgifter til rejseomkostninger udover det årlige kommunalt bevilligede aktivitetstilskud på 919 kr. (2020)
Vær opmærksom på arbejdsmiljøet, når du er på ferie
Husk at være opmærksom på, at der gælder de samme arbejdsmiljøregler, når dit barn modtager hjælp på anden adresse. Det er derfor nødvendigt, at der er de rette pladsforhold og hjælpemidler. Hjemmehjælpen kan kun levere hjælpen, hvis de samtidig kan overholde arbejdsmiljøloven.
Du kan kun få dækket udgifter til kortere ferier
Det er som udgangspunkt ikke muligt at få dækket udgifterne til en længerevarende rejse eller til flere end én årlig udenlandsrejse. Hvis du planlægger en rejse, som varer mere end to uger, kan det være vanskeligt at få dækket merudgifterne forbundet med rejsen.
Kontakt kommunen og spørg til jeres muligheder
Der er altså meget stor forskel på, om den hjælp, der er bevilget til dit barn kan medbringes under ferier i Danmark. Vi anbefaler derfor, at du i god tid inden jeres ferie drøfter mulighederne med kommunen.
Kontakt os
Du er altid velkommen til at kontakte os for at få personlig rådgivning.
Du kan ringe til os på tlf. 89 48 22 22, sende en e-mail eller benytte vores kontaktformular
Telefonerne er åbne:
Mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 10 – 14
Onsdag mellem 10 og 12