Personlig og praktisk hjælp, aflastning og ledsagelse til børn
Børn med muskelsvind kan have behov for personlig og praktisk hjælp. Måske har dit barn brug for personlig hjælp derhjemme, eller brug for en ledsager, når det skal til aktiviteter uden for hjemmet. Det kan også være, at I som familie har brug for, at barnet nogle gange bliver passet uden for hjemmet.
Her på siden kan du læse om hjemmehjælp, aflastning og ledsagelse, hvor hjælpen kan søges, og efter hvilke paragraffer den bevilges.
-
Som forældre til et barn med muskelsvind er det muligt at søge om personlig hjælp og pleje til barnet. Hjælpen kan fx være støtte til personlig hygiejne, af- og påklædning, forflytning mv. og ydes efter servicelovens § 83 jf. §44 om hjemmehjælp.
Hvor kan jeg søge om hjemmehjælp?
Hjemmehjælp kan søges i den kommune, du og dit barn bor i. Det er kommunen, der vurderer, hvor meget og hvilken hjælp dit barn kan få ud fra de kvalitetsstandarder, som kommunen har.
I vil typisk komme i kontakt med en kommunal sagsbehandler, som laver en konkret og individuel vurdering af behovet for hjælp. I kan enten modtage hjemmehjælpen fra den kommunale hjemmepleje eller vælge en af de leverandører, som kommunen har godkendt.
Hvis der er behov for en samlet hjælp, fx både aflastning og hjemmehjælp mv., kan kommunen vælge at samle hjælpen, så den leveres af samme person(er).
Tag hjælpen med på ferie i Danmark
Hvis barnet skal på ferie, overnatning eller lignende i Danmark, kan hjælpen tages med. Kommunen vurderer, om barnets faste hjælper(e) kan levere hjælpen, eller om det er den kommune, hvor det holder ferie, som skal arrangere hjælpen. Husk derfor at planlægge ferier i samarbejde med kommunens hjemmeplejevisitation. Her kan du læse mere om at tage hjælpen med på ferie.
-
Når man er forælder til et barn med muskelsvind, er der mulighed for at søge om afløsning i hjemmet eller aflastning uden for hjemmet.
Et barn med muskelsvind kan have et stort behov for hjælp og støtte i hverdagen, og som familie har I også brug for tid sammen og med evt. søskende.
Kontakt kommunen, hvis du oplever behov for aflastning.
Kommunen kan bevillige aflastning efter tre paragraffer i serviceloven (§ 84 jf. §44, § 52 og § 41) De har forskellige formål, og kommunens socialrådgivere vil tage stilling til, hvilken paragraf, der skal bruges.
Aflastning af hensyn til den øvrige familie
Hvis behovet for aflastning er opstået alene på baggrund af barnets funktionsnedsættelse, og aflastningen bliver givet af hensyn til den øvrige familie – fx for at give jer forældre tid til eventuelle søskende – skal aflastningen ydes efter servicelovens § 84 jf. §44.
Det er kommunen, som godkender og ansætter personale til at varetage opgaven, og I er som forældre ikke arbejdsgivere og har ikke ansvar for at ansætte og afskedige personale
Afløsning efter § 84 gives i hjemmet, mens aflastning gives uden for hjemmet, f.eks. i form af tilbud om dag-, nat- eller døgnophold.
Aflastning på baggrund af barnets særlige behov
Hvis I har brug for aflastning pga. dit barns helt særlige behov for støtte, skal aflastningen i stedet bevilges efter servicelovens § 52. Der kan være en række tilfælde, hvor et barn har så komplekse funktionsnedsættelser, at aflastningen bør gives efter servicelovens § 52, selv om aflastningen gives for at tilgodese de øvrige i familien. Det kan være tilfælde, hvor aflastningen bør gives på et velbeskrevet grundlag og af kvalificeret personale. Kommunen skal i disse situationer først lave en børnefaglig undersøgelse jf. servicelovens § 50.
Aflastning efter denne paragraf giver mulighed for, at dit barn kan overnatte uden for hjemmet. Kommunen ansætter personale, som har særlige forudsætninger for at varetage barnets behov.
Aflastning som en nødvendig merudgift
Hvis de øvrige aflastningsordninger i serviceloven ikke er tilstrækkelige i jeres konkrete tilfælde, kan aflastning ydes efter servicelovens § 41 om merudgifter. Der kan fx gives støtte til at ansætte en barnepige, som er dyrere end en almindelig barnepige, eller der kan bevilges barnepige selv om barnets alder forudsætter, at der normalt ikke ville være behov for pasning/aflastning.
Det er dig som forælder, der er arbejdsgiver. Det er altså dig, som varetager ansættelse/afskedigelse og udbetaling af løn til den person, du ansætter som aflaster.
-
Unge mellem 12 og 18 år kan få op til 15 timers ledsagelse om måneden, hvis de ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Hvordan kan ledsagerordningen bruges?
Ledsageordning til unge bliver bevilliget efter servicelovens § 45 og kan bruges til aktiviteter uden for hjemmet, som den unge selv vælger.
Ledsageordningen omfatter både selve ledsagelsen og hjælp som er forbundet med ledsagelsen, fx at tage overtøj af og på, hjælp til kørestol mv. Ordningen omfatter ikke personlig og praktisk hjælp i hjemmet.
Udgifter til ledsagerens transport og andre aktiviteter ved ledsagelsen, kan dækkes med et beløb op til 974 kr. om året (2023 sats).
Valg af ledsager
Den unge kan selv udpege en person over 18 år til ledsager. Kommunen skal godkende og ansætte vedkommende. Som hovedregel kan dit barn ikke ansætte personer, det har en meget nær tilknytning til. Forældrene skal også godkende ledsageordningen.
Ledsagertimerne kan spares sammen
Det er muligt at opspare 90 ledsagertimer inden for en periode af et halvt år. Hvis de opsparede timer ikke bliver brugt, bortfalder de efter seks måneder.
Ledsagerkortet giver gratis adgang
Ledsagerkortet giver dit barn mulighed for flere steder at medtage en ledsager gratis, fx til teatre, museer eller kulturelle arrangementer.
Ledsagerkort kan udstedes til personer med nedsat funktionsevne, der har behov for en ledsager til at deltage i aktiviteter uden for hjemmet. Ledsagerkortet er ikke nødvendigvis afhængigt af, at man har fået bevilliget en ledsagerordning, og ordningen er uafhængig af alder. Læs mere på handicap.dk.
-
Alle lønmodtagere har ret til fem dages omsorgsorlov pr. kalenderår til at yde personlig støtte eller omsorg for nære pårørende. Det kan fx være egne børn, en forælder, en partner mv. som bor i samme husstand. Dagene er uden løn, og de kan holdes samlet eller enkeltvis. Ubrugte dage bortfalder ved årets udgang.
For at få ret til omsorgsorlov, skal din nære pårørende have behov for væsentlig omsorg eller støtte på grund af en alvorlig helbredsmæssig tilstand, og din arbejdsgiver kan kræve lægelig dokumentation for dette. Du skal selv fremskaffe og evt. betale for relevant dokumentation. Dette kan fx være en lægeattest, indkaldelse til behandling mv.
Kontakt os
Du er altid velkommen til at kontakte os for at få personlig rådgivning.
Du kan ringe til os på tlf. 89 48 22 22, sende en e-mail eller benytte vores kontaktformular
Telefonerne er åbne:
Mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 10 – 14
Onsdag mellem 10 og 12