Vi skal møde et menneske i sorg med åbenhed
Sorg er ikke kun forbeholdt dem, der har mistet en nær person. Der kan også være sorg forbundet med andre tab, men det er ikke nær så anerkendt og forstået, mener familieterapeut
Af Jane W. Schelde
Kan man føle sorg over at miste evnen til at gå, til at synke eller at trække vejret selv? Eller sorg over ikke at være den aktive forælder, man forventede, fordi ens muskelsvinddiagnose sætter begrænsninger? Mange forbinder ikke disse tab med noget, der kan udløse en sorg. De synes, det er lidt flovt, at de er rigtig kede af det. De har jo ikke mistet en nær ven eller familiemedlem, så kan de tillade sig at føle sorg?
I samfundet bliver tab af funktioner sjældent koblet til sorg, men det er helt klart noget, der skal i fokus, mener familieterapeut og ALS-konsulent Heidi With fra RehabiliteringsCenter for Muskelsvind.
”Det er vigtigt at få det frem. Sorg er ikke forbeholdt dem, der har mistet en nær relation. Man taler meget om den ultimative sorg i forbindelse med at have mistet ved dødsfald, men der kan også være tab i mange andre sammenhænge, som lige så vel kan give en sorg-reaktion,” siger Heidi With og tilføjer, at sorg er en individuel og personlig følelse, som man ikke kan sætte ind i et skema. Derfor reagerer vi også forskelligt i sorgen.
Vi forstår ikke andres sorg
”Det kan nok bedst forklares ved at sige: hvem har mistet hvad, hvornår og hvordan? Selv om to søskende mister f.eks. en mor, er sorgen forskellig, fordi de havde en forskellig relation til moderen og forskellige oplevelser. Det samme med tab af en funktion. Tabet vil aldrig være ens, fordi det altid er koblet op på vores personligheder. Hvad er det, vi taber, når vi f.eks. mister gangfunktionen? Svaret er forskelligt og afhængig af, hvad vi har med i rygsækken, vores personlighed og mindset.”
Derfor er et vigtigt budskab fra Heidi With, at det sjældent er hjælpsomt for den sørgende, når vi reagerer med: ”Det kan jeg godt forstå”. For det kan andre faktisk ikke. Andre kan ikke sætte sig ind i din personlige sorg.
”Når vi skal forholde os til en andens sorg, skal vi gøre det med oprigtig interesse og netop ikke have en forudindtaget opfattelse af, hvilket tab personen har haft. Vi skal have en medmenneskelig og åben tilgang til at sætte sig ind i den andens sted. Velvidende at vi aldrig kommer til helt at forstå den andens sorg. Vi skal lytte. Møde den anden med store ører og en lille mund,” mener hun.
Netop ved at lytte til personen i sorg kan man komme nærmere på en forståelse af det tab, personen har oplevet og betydningen af det. Og personen vil føle sig mødt og set. Og modsat, hvis man giver meldingen, at det kan man godt forstå, er der risiko for, at den sørgende efterlades mere ensom.
Vi drysser sukker på
Det er dog svært for mange at være tæt på et menneske i sorg og møde vedkommende med en oprigtig interesse. Hvis det f.eks. drejer sig om sorg i forbindelse med et dødsfald, kan det komme tæt på en selv. Det kan blive konfronterende. Og så sker det ofte, at vi ”drysser sukker på”, som Heidi With kalder det. Hun uddyber:
”Man gør det jo i et forsøg på at hjælpe og måske hjælpe sig selv, fordi man ikke kan holde ud at være tæt på den sorg, som den anden mærker. Så drysser man sukker på ved at komme med opmuntrende bemærkninger eller sige, at man forstår det – og kommer derved ikke til at møde personen, hvor han/hun er.”
Inspiration fra andre
At sorg opleves meget forskelligt, betyder ikke, at sorggrupper ikke kan have en positiv effekt, mener Heidi With. Selv om mødet med andre, som har oplevet tab og er i sorg, sjældent kan overføres direkte en til en, kan man føle sig genkendt og koble sig på noget i de andres fortællinger. Man bliver ikke påduttet en
bestemt måde at reagere på, men kan lytte til andres måde at forklare deres tab på. Måske kan man bruge deres formuleringer som inspiration til at italesætte, hvordan man selv har det. Og følelser som håbløshed, meningsløshed, humørsvingninger og dårlig samvittighed kan godt deles.
”Vi kommer nogle gange til at måle os med andre. Hvis de har mistet ”mere” end mig, kan jeg så tillade mig at vise min ked-af-det-hed? Men vi har det jo, som vi har det, og mit tab og sorg har den størrelse, som jeg oplever det. Så det gælder om at turde at stå ved, hvordan man har det. Hvilket kan hjælpe til, at det bliver lettere at orientere sig ind i fremtiden,” siger Heidi With.
Tab af forudsigelighed, drømme og håb
Sorgen over at miste en funktion, job eller ikke at kunne gøre det, man gerne vil pga. sin diagnose, kan handle om tab af normalitet, forudsigelighed, drømme og håb. Det er måden at være i livet på – ens identitet, der kan blive forandret, og som skal nytænkes for at komme videre. Et vilkår, som mange med muskelsvind og andre alvorlige diagnoser kender til.
Sorgen pendulerer mellem tab og fremtid
I den nyere sorgforskning har man udviklet Tospors-modellen, en anerkendt sorgteori. Modellen indeholder to parallelle spor – Tabets spor og Fremtidens spor, som den sørgende pendulerer imellem for at tilpasse sig tabet og vende tilbage til et fungerende hverdagsliv. Nogle gange er man i tabssporet, hvor man er ked af det, mærker savnet og kan have svært ved at overskue hverdagen og måske livet. Andre gange er man i fremtidssporet, hvor man netop kigger på, hvordan man kommer videre ved at se muligheder og få øje på værdier, der har særlig betydning.
”Sorgen vil man oftest have med sig resten af livet. Tospors-modellen er god til at forklare, hvorfor man nogle gange kan være dybt ulykkelig, og andre gange være til at feste og have det sjovt. Det giver mening, at der naturligt sker denne pendulering,” siger Heidi With og tilføjer, at hvis man kun bevæger sig i fremtidssporet, ville det være en fornægtelse af den store ændring, der er sket i ens liv. Modsat hvis man udelukkende er i tabssporet, kan der på sigt være behov for professionel hjælp.
Et realistisk håb giver handlekraft
Selv om livet har ændret sig i forhold til det, man håbede eller forventede, kan man godt få håbet tilbage. Ikke det samme håb, men et konverteret håb, der er realistisk. Hvis man holder fast i et urealistisk håb, kan det være ret belastende. Derfor handler det om at få rettet håbet det rigtige sted hen, så det kan give handlemuligheder og handlekraft.
Det kan lyde som et stort krav at stille til en person i sorg, men personen har også selv et ansvar for sit liv.
”Det handler både om, at vi som samfund anerkender, at sorg kan være forbundet med andet end dødsfald. Og at vi selv tager sorgen på os ved at tage den med i livet og arbejder på at få den til at fylde tilpas. Vi skal anerkende, at vi pendulerer mellem sporene – sorgsporet og fremtidssporet. I sorgprocessen vil der oftest være små sprækker af lys, og de sprækker skulle gerne blive større og større,” siger Heidi With.
