Personer med en muskelsvinddiagnose kan have behov for fodpleje eller fodbehandling i varierende grad. Nogle har brug for fodpleje hos en specialist, andre kan få deres behov dækket af hjemmeplejen.
I det følgende kan du læse om reglerne for at få hjælp til fodpleje
Personer med muskelsvind kan som udgangspunkt ikke få tilskud
Reglerne for at få tilskud til behandling hos en statsautoriseret fodterapeut er fastsat i en overenskomst indgået mellem Regionerne og Danske Fodterapeuter, men omfatter ikke personer med muskelsvind.
Overenskomsten omfatter sygdommene sukkersyge, svær leddegigt, svær psoriasisgigt, nedgroede negle og arvæv, men altså ikke muskelsvind.
Så hvis du har muskelsvind, kan du ikke opnå dette tilskud, men skal selv afholde udgiften til fodbehandling hos en fodterapeut, medmindre du også lider af en af ovennævnte sygdomme.
Udgiften kan dækkes som enkeltydelse
Det er muligt at søge om dækning af udgiften som en enkeltydelse efter Aktivlovens § 82, hvis du har et meget lille rådighedsbeløb og ikke selv kan afholde udgiften, heller ikke ved at spare op.
Du ansøger om en enkeltydelse hos den kommune, du bor i, og kommunen bevilger enkeltydelsen på baggrund af en økonomisk vurdering. Hvis du ansøger om en enkeltydelse, skal du derfor forvente at skulle dokumentere dine faste udgifter.
Pensionister kan søge om helbredstillægr
Hvis du modtager folkepension eller førtidspension efter de gamle regler (før 2003), har du måske mulighed for at få dækket en del af udgiften til fodbehandling efter reglerne om helbredstillæg og udvidet helbredstillæg. En ansøgning om helbredstillæg til blive vurderet på baggrund af din og din eventuelle samlevers formue.
Du kan læse mere om reglerne på helbredstillæg og ansøge på borger.dk.
Hjemmeplejen kan hjælpe med let fodpleje
Hvis du har behov for fodpleje, som ikke har karakter af behandling, fx at få klippet negle eller smurt creme på fødderne, kan hjemmeplejen i kommunen vurdere, om det er en opgave de kan hjælpe med at udføre. Bevilges det, vil du få besøg af en hjemmehjælper, som vil udføre opgaven.
Du skal rette henvendelse til hjemmeplejevisitationen i din kommune, som derefter vil afklare, om du er berettiget til hjælpen.
-
Tilbage til 'At leve med muskelsvind'
Læs mere