Har du brug for ændring af din bolig?

Din eller dit barns muskelsvinddiagnose kan give problemer med at komme rundt i boligen, men hvis din bolig ændres, kan dagligdagen blive lettere. Hvis du har brug for at ændre din bolig, kan du søge din kommune om hjælp.

Kan du få hjælp til at ændre din bolig?

Kommunen kan hjælpe med at ændre din bolig, hvis du eller dit barn har behov for det. Du kan ansøge kommunen om hjælp til ændring af din bolig, så du eller dit barn fx kan komme i bad eller bruge køkkenet.

Kommunen vil også overveje, om dine udfordringer kan løses med andre former for hjælp, enten som supplement til en ændring af din bolig, eller i stedet for en boligændring. Det kan fx handle om personlig og praktisk hjælp eller forskellige hjælpemidler.

Formål med boligændring

Boligændringen kan have flere forskellige formål:

  • At gøre boligen bedre egnet som opholdssted for dig eller dit barn
  • At medvirke til, at du eller dit barn kan leve et almindeligt liv som andre i samme alder og livssituation.
  • At gøre dig eller dit barn mere selvhjulpen og dermed mindre afhængig af andres bistand i dagligdagen.
  • At lette arbejdet for dem, der hjælper dig eller dit barn.
  • At skaffe plads til de hjælpemidler, som du eller dit barn har brug for.

Planlæg for fremtiden

Når du og kommunen planlægger ændringerne af din bolig, er det vigtigt at tage hensyn til, hvordan dine eller dit barns behov vil ændres i fremtiden og hvor hurtigt.

Kommunen skal derfor vurdere, hvordan du eller dit barn selv kan færdes i boligen på nuværende tidspunkt og sikre, at der er den nødvendige plads, hvis du eller dit barn senere får brug for personhjælp eller hjælpemidler.

 

Hvornår skal din bolig ændres?

Det er forskelligt, hvor lang tid det tager kommunen at vurdere, hvordan din bolig skal ændres. Derfor er det godt at gå i gang i god tid. På den måde kan du og den sagsbehandlende ergoterapeut være på forkant med de nødvendige løsninger.

  • Store ændringer tager lang tid
    Hvis din bolig fx skal ændres, så der er plads til at dit barn kan komme rundt i kørestol, eller at du får personhjælp til at komme i bad, kan der være behov for større boligændringer. Det kræver en grundig gennemgang af dine eller dit barns behov nu og på længere sigt.
  • Mindre ændringer kan laves, når der er brug for dem
    Hvis der kun skal laves mindre ændringer i boligen, vil det som regel kunne laves, når der bliver behov for det. Mindre ændringer kan fx være at fjerne dørtrin, fordi det er vanskeligt at træde over dem, eller at sætte gelænder op.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om regler og økonomi vedrørende bolig i Den uvildige konsulentordnings Boliglovguide.

 

Kontakt os

Du er altid velkommen til at kontakte os for at få personlig rådgivning.

Du kan ringe til os på tlf. 89 48 22 22, sende en e-mail eller benytte vores sikre kontaktformular

Telefonerne er åbne:
Mandag – torsdag kl. 9 – 15
Fredag kl. 9 – 14

Andre har også læst

  • Icon

    At leve med muskelsvind

    Find råd og vejledning om muskelsvind i alle livets faser

    Læs mere
  • Search

    Find din diagnose

    Læs om sygdommens udvikling og mulighed for behandling

    Læs mere
  • Forskning

    Forskning og udvikling

    Læs om forskning i muskelsvind

    Læs mere

Vi er et højt specialiseret hospital for muskelsvind. Vi tror på, at de bedste rammer for livet med muskelsvind skabes, når vi ser det hele menneske i et livslangt perspektiv. Derfor er vores brugere altid i centrum.  

Vi deler specialviden med mennesker med muskelsvind, deres familier og fagpersonerVi arbejder på tværs af fagligheder og sektorgrænser. 

Vi er udsprunget af Muskelsvindfonden, men er en selvstændig enhed finansieret af regionerne. 

Kontakt os

E-mail: info@rcfm.dk
Tlf: +45 8948 2222
CVR-nr: 88502728

Hovedkontor
Kongsvang Allé 23
DK-8000 Aarhus C
Post sendes hertil

Sjællandsafdeling 
Blekinge Boulevard 2, 1.sal
DK-2630 Taastrup