Undervisning i en inkluderende kontekst
De allerfleste elever med muskelsvind går i en almindelig klasse på en almindelig skole. Meget af undervisningen er helt den samme som den til børn uden funktionsnedsættelse, men nogle gange er der brug for, at læreren bruger alternative former for undervisning.
Her på siden kan du læse mere om inklusion i undervisningen. Du kan også læse om undervisning ved længerevarende indlæggelse eller sygdom.
Hvad er inklusion?
Inklusion
Inklusion betyder, at alle elever skal have mulighed for at opleve sig som en værdifuld og naturlig del af det person-relationelle fællesskab.
Inklusion indebær, at undervisningen skal tage udgangspunkt i alle elevernes forskellige forudsætninger. Der er altså ikke tale om, at dit barn med muskelsvind skal tilpasse sig en undervisning, som er tilrettelagt for elever uden nedsat funktionsevne.
Skole og Forældre har defineret tre ting, der skal være på plads, for at man kan tale om inklusion:
- Flest mulige elever har deres fysiske tilstedeværelse på skolen frem for i specialtilbud.
- Deltagelse, så alle elever føler sig værdifulde i skolens faglige og sociale fællesskab.
- Alle elever får størst mulig læring både fagligt og socialt i forhold til deres evner.
Læs mere på inklusionsklar.dk.
Hvad med de praktiske fag?
Det kan måske virke svært at få inddraget elever med muskelsvind i undervisningen i de praktisk-musiske fag som billedkunst, musik, sløjd, håndarbejde, hjemkundskab og idræt. Men her gælder det for læreren om at vise ekstra kreativitet og gennem planlægning finde frem til alternative muligheder.
Er det en velfungerende klasse, vil eleven selv og klassekammeraterne i mange situationer kunne være med til at løse de praktiske udfordringer og få eleven med muskelsvind inddraget i undervisningsforløbet.
Rådgivning til lærere og skoler
Lærere og skoler kan få rådgivning og finde inspirationsmaterialer om, hvordan man kan inddrage elever med muskelsvind fra flere forskellige organisationer.
Alle skoler og kommuner kan få rådgivning hos Læringskonsulenterne, som hører under undervisningsministeriet. Læringskonsulenterne kan blandt andet give sparring, inspiration og rådgivning forhold til inklusions-arbejdet, og hvordan der kan skabes stærke børnefællesskaber.
Skolerne kan ligeledes søge støtte hos kommunens lokale ressource- og kompetencecentre. Det er dog forskelligt, hvordan centrene er organiseret i de enkelte kommuner.
Der er også en række inspirationsmaterialer, som fokuserer på at fremme inklusion:
-
Inspiration til idræt:
- Idræt og tilrettelæggelse af idrætsundervisningen kan du læse mere om her.
- Bogen Alle til idræt kan også hentes gratis på Videnscenter for handicaps hjemmeside.
Inspiration til at styrke det sociale og til særlige aftaler
- Skole for mig er et materiale udarbejdet af Danske Patienter. Her kan du blandt andet læse om, hvordan man kan støtte et barn, der vil fortælle klassekammeraterne om sin sygdom, eller få tips og tricks til, hvordan man kan arbejde for at skabe venskaber og fællesskab i klassen.
Der er også inspiration til, hvordan man kan håndtere, når en elev med nedsat funktionsevne har behov for nogle særlige aftaler. Det kan fx være aftaler om, at barnet må være indendørs i frikvarteret eller er fritaget fra nogle aktiviteter.
Materiale om inklusion generelt:
- Foreningen Skole og Forældre og Det Centrale Handicapråd har i forbindelse med projektet Forældre Fremmer Fællesskabet produceret en række materialer, som forældre, skolebestyrelser og skolens ansatte kan bruge i deres arbejde med inklusion i folkeskolen.
- På Danmarks læringsportal: www.emu.dk kan du læse mere om inklusion – forskning og praktisk metode.
Undervisning ved sygdom og indlæggelse
Hvis dit barn fx bliver indlagt på hospital i længere tid, skal skolens leder henvende sig til dig, som er barnets forælder, for at få en vurdering af behovet for sygeundervisning.
Det er nødvendigt at få etableret et samarbejde mellem skolen, familien og hospitalet for at sikre, at dit barn får undervisning, samtidig som der bliver taget hensyn til den energi, dit barn har, når hun eller han er indlagt.
Skolelederens forpligtelse
I Bekendtgørelse om sygeundervisning af elever i folkeskolen og frie grundskoler fra 2014:
”Ved fravær på grund af sygdom eller lignende, der må skønnes at blive af længere varighed, skal skolens leder rette henvendelse til forældrene med henblik på en vurdering af behovet for sygeundervisning, jf. folkeskolelovens § 23, stk. 1, og friskolelovens § 3, stk. 1, nr. 4. Henvendelsen skal ske snarest muligt. Skolens leder skal under alle omstændigheder rette henvendelse til forældrene senest 3 uger (15 skoledage) efter, at eleven sidst deltog i undervisningen eller skulle have påbegyndt skolegangen.”
Vil du vide mere?
- Love og regler om fravær på grund af sygdom finder du i Folkeskoleloven og i Bekendtgørelse om sygeundervisning af elever i folkeskolen og frie grundskoler.
- Når du har et barn med muskelsvind, kan der være mange overvejeler i forbindelse med valg af dit barns pasning og skole. Der er også flere paragraffer i loven, som det kan være gode at kende til. Her kan du læse mere om pasning og skole for børn med muskelsvind.
- Dit barns fritid er også vigtig. Find inspiration til, hvordan du kan støtte dit barns udvikling gennem fritidsaktiviteter og leg.
Kontakt os
Du er altid velkommen til at kontakte os for at få personlig rådgivning.
Du kan ringe til os på tlf. 89 48 22 22, sende en e-mail eller benytte vores kontaktformular
Telefonerne er åbne:
Mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 10 – 14
Onsdag mellem 10 og 12