Øvelser, der kan lette dine bekymringer
Herunder finder du to øvelser, som kan hjælpe dig med at tage kontrol over dine tanker og bekymringer.
Det er normalt at gøre sig bekymringer om sin muskelsvind og fremtiden. Måske ser du indre billeder af dig selv med sygdommen, som ikke nødvendigvis bliver til virkelighed. Måske har du læst noget på nettet om sygdommens udvikling og spejler dig selv i det, selvom du måske inderst inde godt ved, det ikke siger noget om, hvordan det vil gå dig. Det er naturligt at lade sig rive med af sine tanker og at komme til at antage, at de siger noget om virkeligheden.
Herunder finder du et par øvelser til at arbejde med dine tanker. Det er vigtigt at understrege, at formålet ikke er at slippe af med tankerne. Det vil være urealistisk.
Formålet er at lære at se dem som blot tanker, og at lade dem komme og gå uden at blive optaget eller fanget af dem. På den måde kan du måske med tiden blive mindre følelsesmæssigt påvirket af dem og mindre styret af dem. Du kan sammenligne det med at se en spændende thriller. Vi kan blive så optaget af filmen, at vi gennemgår hele følelsesregistret i takt med filmens spændingsforløb, men når vi gør os det bevidst, at det bare er en film, kan vi se den med lidt mere ro.
Øvelse 2 Bekymringstimen
Nogle oplever, at det er en hjælp at fastsætte et bestemt tidsrum på dagen til bekymringer. Sæt det gerne i kalenderen, fx 30 min. hver dag i tidsrummet 16-16.30. I det tidsrum må du bekymre dig lige så meget du vil. Skriv gerne dine bekymringer ned, og notér, om det er en reel situation eller blot en tanke.
Sæt en alarm til, så du ved, hvornår de 30 min er gået. Når tiden er gået, skal du beslutte dig for, at bekymringer, der dukker op udenfor bekymringstimen, må vente til næste bekymringstime.
Når der dukker bekymringer op udenfor bekymringstimen (hvilket er helt normalt), siger du venligt til dig selv, at de må vente til næste bekymringstime. Du kan evt. skrive temaet ned i dine noter, så du ved, at du tager dig af bekymringerne på et andet tidspunkt og derved bedre kan ’slippe’ dem indtil næste bekymringstime.
Bekymret over at være bekymret
Nogle mennesker oplever, at de bliver bekymret over at være bekymret. Hvis bekymringer fylder det meste af din dag, så du har svært ved at fokusere på andet eller du oplever nedenstående symptomer, kan det være vigtigt at få talt med din egen læge om det. Han/hun kan være med til at vurdere, hvordan du bedst får hjælp. For nogle er det en hjælp at tale med en psykolog eller andre mennesker, som står i den samme situation som dig.
- Konstant nedtrykthed, håbløshed, vrede og/eller bitterhed
- Nedsat interesse/lyst til ting du normalt holder af. De kan synes ligegyldige.
- At være overvældet af følelser og tanker på en måde der gør det vanskeligt for dig at fungere i din hverdag over længere tid.
- Misbrug af medicin og/eller alkohol
Hvad kan jeg selv gøre?
Fortæl din familie, hvordan de støtter dig bedst
Nogle finder det hjælpsomt at tale med de nærmeste om de følelsesmæssige reaktioner, de oplever. Andre personer oplever, at det kan være svært at få lov til at tale om det, fordi velmenende familie og venner gerne vil trøste og opmuntre.
Hvis det er tilfældet, kan du overveje at tale med en psykolog eller præst for at få skabt et rum, hvor der er plads til dine tanker og følelser. Du kan også overveje at tale med din familie om, hvordan de støtter dig bedst fx ved blot at lytte og vise forståelse.
Tal med andre i samme situation
At tale med andre, som er i den samme situation som dig, kan også have stor betydning. Både RCFM og Muskelsvindfonden arrangerer kurser, medlemsgrupper og andre aktiviteter både for personer med muskelsvind og for deres pårørende.
Læs om medlemsgrupper i Muskelsvindfonden
Gør det, du finder glæde ved
Det kan også være hjælpsomt at have fokus på at gøre nogle af de ting du finder glæde ved – Nogle af de aktiviteter, som giver dig livskvalitet på trods af den svære situation. Det kan give en adspredelse fra sygdommen og de negative tanker. Måske du har erfaringer fra tidligere i dit liv med, hvad der gør dig godt, når du har det svært. Det kan også være du må finde nye måder at få glæde og adspredelse på fordi det du plejer at gøre ikke er muligt på samme måde længere. Selvom du måske finder mindre glæde ved rare aktiviteter lige nu, end du plejer, kan det alligevel være vigtigt at få gjort noget, der giver bare en smule glæde og adspredelse fra tankerne, og får dig til at slappe af.
Lav øvelser, der får dig til at slappe af
Hvis du oplever at have svært ved at slappe af, kan du også overveje at lægge dig ned og lytte til noget afslappende musik eller en opmærksomhedsøvelse, der guider dig til at slappe af.
Kontakt os
Du er altid velkommen til at kontakte os for at få personlig rådgivning.
Du kan ringe til os på tlf. 89 48 22 22, sende en e-mail eller benytte vores kontaktformular
Telefonerne er åbne:
Mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 10 – 14
Onsdag mellem 10 og 12