At blive en del af systemet
Kommunen er din indgang til at få hjælp fra det kommunale system. De fleste mennesker med muskelsvind vil på et tidspunkt få brug for at ansøge kommunen om hjælpemidler eller hjælp til at klare dagligdagen. Nogle vil også få brug for at søge økonomisk støtte i form af merudgifter, tabt arbejdsfortjeneste eller pension.
Det kan for nogle virke overvældende at blive en del af systemet og at skulle bede en sagsbehandler om hjælp. Nogle gange vil man have kontakt til flere sagsbehandlere, og det kan for nogle være et svært system af finde rundt i. Det kan skabe frustration og usikkerhed om, hvordan du får det bedste samarbejde med kommunen.
Hvem møder du, når du møder en sagsbehandler?
Når du sidder over for en sagsbehandler, sidder du først og fremmest over for en person, som har sin egen personlighed, faglighed, kompetencer og længere eller kortere tids erfaring.
Meget handler altså om personlighed og kemi, men meget handler også om den ramme, sagsbehandleren har mulighed for at handle indenfor.
Kvalitetsstandarder og praksis
Sagsbehandleren repræsenterer de gældende love og retspraksis. Samtidig repræsenterer sagsbehandleren også kommunens kvalitetstandarder og serviceniveau.
Kvalitetsstandarder og serviceniveau er kommunens ramme for, hvilken hjælp den tilbyder sine borgere. Det kan fx være standarder for hvor ofte kan man få gjort rent, eller hvor ofte kan man komme i bad. Serviceniveauet kan variere fra kommune til kommune.
Derudover har hver enkelt kommune også sin egen praksis og arbejdskultur. En kommunes praksis kan fx være, at sagsbehandleren først skal forelægge sagen for sine kolleger eller en overordnet, før han eller hun kan bevilge det, man har søgt om.
Hvad kan du selv gøre?
Viljen til et godt samarbejde går begge veje, så hvis du som udgangspunkt er indstillet på at få et positivt samarbejde med kommunen, er du halvvejs i mål. Der er flere ting, du selv kan gøre for at det lykkes.
- Forstå det offentlige system: Kend lidt til de rammer, som sagsbehandleren arbejder under. Derved får du forståelse for, at sagsbehandleren skal tage hensyn til en del forskellige rammer i samarbejdet med dig.
- Afklare hvad du kan forvente af samarbejdet, fx at du forventer, at sagsbehandleren hjælper med: At afdække muligheder for at få af støtte og hjælp, at gøre lovgivningsgrundlaget forståeligt for dig, at du forstår hvordan er sagsgangen og sagsbehandlingstiderne
- Sæt sagsbehandleren grundigt ind i din situation: Sagsbehandleren møder mange forskellige mennesker, med mange forskellige behov. Han/hun kender derfor ikke din/jeres unikke familie og behov på forhånd, men er nødt til at have uddybende og forklaringer.
- Skaf dig overblik over de relevante papirer: Du kan spare meget tid og lette sagsbehandlingen, hvis du giver sagsbehandleren adgang til oplysninger, der kan bruges i sagsbehandlingen. Du kan med fordel have nogle relevante dokumenter med til en samtale.
- Journalnotater: Det kan være svært at rumme og huske alt, hvad der bliver sagt, derfor kan det være nyttigt at tage noter og/eller bede om at få sagsbehandlerens journalnotatet. Du kan på den måde at sikre, at dine egne pointer er blevet rigtigt forstået. Du kan evt. tage en bisidder med, som kan hjælpe dig med at huske, hvad I har talt om på mødet.
Kontakt os
Du er altid velkommen til at kontakte os for at få personlig rådgivning.
Du kan ringe til os på tlf. 89 48 22 22, sende en e-mail eller benytte vores kontaktformular
Telefonerne er åbne:
Mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 10 – 14
Onsdag mellem 10 og 12