Blæresundhed

Gode toiletvaner er vigtige for blæresundhed og livskvalitet. Hvis du undlader at drikke væske eller holde dig længe for at undgå at skulle på toilettet, når du er hjemmefra kan det have flere uheldige konsekvenser.

Her kan du læse, hvorfor regelmæssige toiletbesøg er vigtige, og hvordan du kan forebygge urinvejsinfektioner.

Hvorfor det er vigtigt at drikke og tisse, når man skal

Hvis man drikker for lidt og tisser for sjældent, har man øget risiko for at få en urinvejsinfektion. Det anbefales at drikke ca. 2 liter væske i løbet af dagen og gå på toilettet hver 3. eller maksimalt hver 4. time i de vågne timer.

I langt de fleste tilfælde er det E. coli-bakterier fra vores eget tarmsystem, som forårsager infektioner i urinvejene.

Kvinder er mere udsatte end mænd for at få urinvejsinfektioner, da deres urinrør er kort, og der er kort afstand mellem urinrør, skede og endetarm. Det korte urinrør øger samtidig risikoen for at bakterier trænger ind i urinvejene, som udover urinrøret omfatter blæren, urinlederne og nyrerne.

Det er normalt, at der kommer bakterier ind i urinvejene. Hvis du får nok væske og tisser tilstrækkeligt, tisser du dem bare ud igen. Tisser du derimod for sjældent, kan bakterierne formere sig og udvikle en infektion, især hvis din blære ikke bliver tømt ordentligt, da bakterierne kan formere sig i resturinen.

Hvis du undlader at tisse, når du har trang til det, kan urinen sive. Hvis urinen siver i løbet af dagen, er der også risiko for infektion, da den lille slimprop i urinrøret, der forhindrer bakteriers indtrængen, forsvinder.

Kilde: Region Midt

Læs mere på Region Midt’s hjemmeside: Lægen forklarer: Derfor er blærebetændelse en folkelidelse – Sundhed – Region Midtjylland (rm.dk)

Gentagne blærebetændelser er et problem for ca. hver femte kvinde med muskelsvind

Kvinder med lavt funktionsniveau har hyppigere blærebetændelse

Resultat fra HAP_PEE

I RCFM’s forskningsprojekt HAP-PEE besvarede 592 kvinder et spørgeskema, der bl.a. indeholdt spørgsmål om nedre urinvejssymptomer. Her viste det sig, at næsten en ud af fem havde gentagne blærebetændelser, som for nogles vedkommende gentog sig hver måned.

Der var en sammenhæng mellem hyppigheden af blærebetændelser og funktionsniveau. Kvinder med et lavt funktionsniveau havde således hyppigere blærebetændelse. Ca. en femtedel af deltagerne havde problemer med gentagne blærebetændelser, som varierede i hyppighed fra hver måned (13 %) til hver 3.-6. måned (82 %).

Risiko og lækage var forbundet med alder

Resultat fra HAP-PEE

Kvindernes funktionsniveau havde også betydning for hvor ofte de tissede. Kvinder, der brugte kørestol tissede færre gange i døgnet end gående kvinder. 61 % af de kvinder, der besvarede spørgeskemaet, tissede højst 6 gange i døgnet. Også ufrivillig vandladning hang sammen med funktionsniveau.

For de ældre kvinder var det omvendte gældende, hvor mange af dem tissede mere end 8 gange i døgnet og oplevede af at skulle vente på at tisse eller anstrenge sig for at tisse. Alder havde også indflydelse på risiko for lækage og forskellige former for inkontinens.

Under halvdelen (43 %) af alle de adspurgte kvinder kendte til mulige hjælpemidler som fx urinposer og inkontinensbind. Kun få af deltagerne havde fået information om hjælpemidler fra deres læge (6 %) eller andet sundhedspersonale (10 %).

Hvornår bør du henvises til en specialist?

Hvis du har problemer med at tisse, kommer til skade eller bliver diagnosticeret med andre lidelser, er det en god ide at blive en henvist til neuro-urologisk ambulatorium for at få bedømt din vandladningsfunktion. Her vil du også få vejledning om, hvad du selv kan gøre for at forebygge diverse gener, og hvilken hjælp og hjælpemidler, du kan få. Du kan blive henvist via den neurologiske afdeling, du er tilknyttet.

Hvis du har urinvejsinfektioner (blærebetændelse eller nyrebækkenbetændelse) to eller flere gange inden for 6 måneder, skal du udredes på en urologisk afdeling med henblik på forebyggende behandling. Du vil evt. få foretaget en cystoskopi (kikkertundersøgelse af blæren), da infektioner i underlivet kan være et symptom på andre skadelige sygdomme eller blokeringer af urinvejene.

Tilbage til oversigtsside

Vi er et højt specialiseret hospital for muskelsvind.

Vi tror på, at de bedste rammer for livet med muskelsvind skabes, når vi ser det hele menneske i et livslangt perspektiv. Derfor er vores brugere altid i centrum.  

Vi deler specialviden med mennesker med muskelsvind, deres familier og fagpersonerVi arbejder på tværs af fagligheder og sektorgrænser. 

Vi er udsprunget af Muskelsvindfonden, men er en selvstændig enhed finansieret af regionerne. 

Kontakt os

E-mail: [email protected]
Tlf: +45 8948 2222

CVR-nr: 88502728

Hovedkontor
Kongsvang Allé 23
DK-8000 Aarhus C
Post sendes hertil

Sjællandsafdeling 
Blekinge Boulevard 2, 1.sal
DK-2630 Taastrup