Hvem er jeg nu?
Det er naturligt, at dit syn på dig selv udfordres, når du har en fremadskridende muskelsvindsygdom. Måske oplever du at have mistet fornemmelsen af, hvem du er. Din forståelse af, hvem du er, og hvordan du ser dig selv, kan ændre sig, fordi du har fået noget nyt at forholde dig til (din muskelsvind), og fordi din krop, og det den kan, forandres.
Når forestillingen om dig selv ændres
Det kan være, du oplever, at du må ændre på dine forestillinger om dit fremtidige liv og give afkald på ting og aktiviteter, som du har set som en del af dig selv. Det kan også være, at dit perspektiv på, hvad der er vigtigt i livet, forandres. Alt det kan gøre, at du begynder at tænke anderledes om dig selv og at du kan blive i tvivl om hvem du er.
Måske føler du ligefrem indimellem, at du er blevet din diagnose.
Derudover vil der typisk ske en ændring i rollefordelingen i jeres familie både i forhold til, hvem der gør hvad i familien, og hvordan I er sammen i jeres familie og med jeres omgangskreds. Det kan give anledning til andre og nye tanker om dig selv. Det kan være vigtigt, at du får talt med din partner og din omgangskreds om dette.
Svært at miste sin selvhjulpenhed
Du vil måske også gradvist blive mere afhængig af andre. At miste sin egen selvstændighed og skulle bede andre om hjælp kan være svært, og kan påvirke dit selvbillede. Måske frygter du også, at andre vil se anderledes på dig nu, hvor du har muskelsvind.
Du kan opdage nye styrker
At få muskelsvind kan også påvirke din identitet positivt. Det kan være, at du opdager styrker, du ikke var klar over du havde, og at du får et større kendskab til dig selv og den, du ønsker at være.
Du er ikke din diagnose
At opbygge en identitet er en livslang proces, og det kan være svært at finde sig selv, når kroppen kontinuerligt forandres. Det kan være vigtigt, at du gør dig det klart, at du ikke bliver din diagnose dvs. at du ikke er summen af de ting, som du ikke længere kan men at diagnosen i stedet får en plads i din identitet sammen med alt det andet du også er.