Husk rejseforsikring
Hvis du skal ud at rejse, er det vigtigt, at du undersøger reglerne i dit forsikringsselskab. Der findes nemlig mange forskellige rejseforsikringer, og det er meget forskelligt, hvordan du er dækket under rejse i udlandet.
Forhåndsgodkendelse kan være et krav
I nogle tilfælde kan forsikringsselskabet stille krav om en forhåndsgodkendelse for, at rejseforsikringen dækker under rejsen. Det kan fx være en godkendelse af, at du ikke har fået ændret i din medicin inden for de sidste to måneder, eller at din sygdom har været stabil inden for de sidste to måneder.
Vær opmærksom på, at nogle forsikringsselskaber har andre tidskrav.
Forsikringsselskabet fastsætter reglerne for, om der kan gives en forhåndsgodkendelse, og i så fald, hvordan den gives. Oftest kan du tidligst få en forhåndsgodkendelse 60 dage før afrejse.
Tag altid det blå EU-sygesikringskort med, når du rejser i EU
Det blå EU-sygesikringskort er et kort, der viser, at du har ret til behandling på samme vilkår, som borgerne i det land, du rejser i. Det blå EU-sygesikringskort er gældende, når du rejser til et EU-land, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz.
Hvad dækker det det blå EU-sygesikringskort ikke?
Du skal være opmærksom på, at det blå EU-sygesikringskort ikke giver mulighed for at få refunderet evt. egenbetaling for medicin eller behandling i udlandet.
Det blå sygesikringsbevis dækker heller ikke tabte rejseudgifter eller en forsinket eller akut hjemrejse – hverken til dig selv eller din familie.
Hvordan får du EU’s sygesikringskort?
Du kan få det blå sygesikringsbevis ved Borgerservice i kommunen, eller du kan bestille det via Borgerservices hjemmeside. Kortet er gratis og er gyldigt i op til fem år.
Læs mere om EU-sygesikringskortet.
Kontakt os
Du er altid velkommen til at kontakte os for at få personlig rådgivning.
Du kan ringe til os på tlf. 89 48 22 22, sende en e-mail eller benytte vores kontaktformular
Telefonerne er åbne:
Mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 10 – 14
Onsdag mellem 10 og 12