Med voice banking vil du altid kunne kommunikere med din egen stemme – selv hvis du har mistet den
Personer med ALS har øget risiko for at blive ramt på talen, og mange mister evnen til at bruge stemmen. Løsningen har længe været tekst-til-tale programmer, som gør det muligt at få indtastet tekst læst højt, dog ofte med en meget syntetisk stemme. Et eksempel på dette er Stephen Hawking’s robotagtige computerstemme, som var udviklet ved hjælp af synthesizere.
Nu har man udviklet en voice banking-teknologi, som ved hjælp af kunstig intelligens gør det muligt at få tekst læst op med en sin egen stemme i en kvalitet, hvor man næsten ikke kan høre forskel.
Kan også tale dansk
Der findes flere voice banking-løsninger på markedet, men de fleste er baseret på engelsk udtale, og her bliver outputtet lidt gebrokkent, når man indtaler på dansk. To firmaer tilbyder imidlertid løsninger baseret på dansk udtale. Det er Professional Voice Clone fra ElevenLabs og My Own Voice fra Acapela Group.
Optag din stemme, mens den stadig fungerer
Da der skal bruges en ret stor mængde data, er voice banking-løsningen lettest at benytte, hvis du har mulighed for at forberede dit stemmetab ved at optage lydklip af længere varighed. Det kan også anbefales at optage sin stemme, mens den endnu ikke er påvirket og stadig lyder som dig.
Har du allerede mistet stemmen, er der stadig mulighed for at genskabe den ved hjælp af eksisterende lydmateriale, dog med den risiko for, at kvaliteten bliver dårligere.
Dennis' guide til Voice Banking med ElevenLabs
Hvad er Elevenlabs og hvordan kommer man i gang?
ElevenLabs er et nyere firma, som er specialister i voice banking vha. kunstig intelligens. Man kan indtale sin stemme og endda genskabe sin stemme. Beskrivelse følger!
ElevenLabs har den egenskab, at når man indtaler på dansk, bliver det afspillet på dansk. Andre tjenester kan have mulighed for dansk indtaling, hvor teknikken til udtalelse er baseret på det engelske sprog, hvilket giver en robotagtig eller gebrokken udtale.
Det er nemt at komme i gang med ElevenLabs. Man opretter en bruger på deres hjemmeside, www.Elevenlabs.io.
Der er forskellige abonnementer at vælge mellem. Det mindste betalingsabonnement giver mulighed for at lave en tro kopi af sin egen stemme. Man anbefaler tre timers lyd for optimalt resultat, men mindre kan gøre det. Jeg har selv uploadet cirka to timer. Det gav et perfekt resultat.
Når lydfilerne er uploadet, skal man verificere sig ved at indtale en eller flere sætninger. Hvis man har sin stemme, er det nemt. Hvis man ikke har sin stemme, skal man i kontakt med deres support. Det foregår på engelsk og via hjemmesiden.
Man skal udfylde en formular. En kopi af billed-ID. Jeg brugte mit danske kørekort. Og så vil de se noget dokumentation på, at man har en diagnose. Jeg vedhæftede en kopi af side 1 fra min journal på AUH, fra dengang jeg fik min ALS-diagnose. Dette godtog de. Det er for at forhindre svindel, at de kræver disse beviser.
Når support melder tilbage, logger man ind og vender tilbage til, hvor lydfilerne uploades. Nu kan man springe verifikationen over, og systemet begynder nu at skabe din stemme. Dette kan tage tid.
ElevenLabs kører via deres hjemmeside. Og fungerer på alt. PC, Mac, tablets osv.
Det fungerer rigtig godt, hvis man husker at sætte komma, punktum, spørgsmålstegn og udråbstegn. Så kan systemet regne ud, at det er et spørgsmål, og så bliver den indtastede sætning udtalt i et spørgende toneleje. Er man ikke helt tilfreds, kan man trykke “regenerate”, og systemet prøver igen.
Alt, som indtastes, kan gemmes som lydfiler. Man kan indsætte længere tekster, og f.eks. indtale en godnathistorie.
Det seneste er, at det nu er muligt at få ElevenLabs integreret i sin “Tobii skærm”. Jeg benytter selv en Gridpad fra Smartbox. I tale-delen, er der kommet en ekstra tast, ’AI tale’.
Der kræves internetforbindelse for at ElevenLabs virker.
Det er Aabentoft.dk som har leveret Gridpad og har fået ElevenLabs sat op til at køre i grid 3 (læs: Gridpad software)
Løsning 1: Den nemme – hvis du stadig har din stemme
Jeg vil på det kraftigste understrege, at det er nemmere at skabe en kopi af sin egen stemme, mens man har den i behold. Det kræver en computer med en god mikrofon. Eller en god ekstern mikrofon. Brug for eksempel programmet Audacity til at optage lyden med. Det er gratis, og findes både til Mac og PC. Husk at filerne skal gemmes i MP3 format.
Under indspilningerne må der ikke være baggrundsstøj. Tag en bog eller dagens avis, og læs højt i de anbefalede tre timer. Man kan sagtens lave lydklip af et kvarters varighed. Så er der bare flere filer, der skal uploades. Når du indtaler, så vær afslappet, og tal som du plejer.
Løsning 2: Den omstændige – hvis du har mistet stemmen
Den svære løsning er, hvis man har mistet sin stemme, og stemmen skal genskabes ud fra eksisterende materiale. Det kan være alt i lyd og videoklip.
Nu bliver det teknisk:
-
- Hent Audacity til din computer.
- Find alt hvad du har af film og/eller lydklip. Der, hvor det bliver teknisk, er, når Audacity skal sættes op til at optage direkte fra computerens lydkort. Det gør, at man kan optage det, som computeren afspiller og samtidig nemt kan sætte en eller flere lydfiler sammen, som kan uploades til ElevenLabs. Det skal være uden baggrundsstøj. Når først det er sat op, er det ret lige til. Find videoen, hvor far eller mor læser højt for børnene. Der er måske et stykke, hvor børnene er stille og bare lytter i fem minutter.
- Start video og tryk optag på Audacity.
- Når den ønskede sekvens er optaget, tryk stop.
Der behøver ikke være nogen sammenhæng i det man optager. Det skal være uden baggrundsstøj og være relativt “enslydende ” for bedste resultat
De sidste kommentarer
Hvis man har en telefon eller en diktafon til indtaling, er det selvfølgelig også en mulighed. Man skal bare igen huske at lydfilerne skal være i MP3 format.
Audacity kan hentes her: https://www.audacityteam.org/download/
Kommunerne dækker ikke omkostningerne for at bruge ElevenLabs, fordi det er en abonnementstjeneste, samt et udenlandsk selskab.
Det omtalte abonnement koster cirka 180 kr. om måneden.
Voicebanking-programmerne kan bruges sammen med de fleste devices, som PC, Mac og tablet.
Mulighed for at benytte ElevenLabs gratis
Den amerikanske Scott-Morgan Foundation tilbyder I partnerskab med ElevenLabs en gratis version af Professional Voice Clone til alle med ALS/MND i hele verden.
Du kan ansøge direkte via fondens hjemmeside Rewriting the Future of Disability | The Scott-Morgan Foundation. For at bevise, at du har ALS/MND skal du vedlægge en lægeerklæring eller anden form for bevis på, at du har sygdommen.
Scott-Morgan Foundation tilbyder også teknisk support i forbindelse med opsætningen. Men vær opmærksom på, at det foregår på engelsk.
Få gratis adgang til Professional Voice Clone fra ElevenLabs
Den Amerikanske Scott-Morgan Foundation har indgået et partnerskab med ElevenLabs, som giver ALS-patienter i verden gratis adgang til Professional Voice Clone-licenser.
Tilbuddet omfatter
- Gratis ElevenLabs Pro-abonnement til alle ALS/MND-patienter
- Skræddersyede softwareløsninger til at integrere din stemme med alle Windows-baserede øjetrackere og kommunikationsenheder
- Kommende iOS-integration for bredere tilgængelighed
- Teknisk support til stemmeintegration efter behov
Processen er enkel: Personer med ALS kan ansøge via Scott-Morgan fondens hjemmeside. For at sikre, at abonnementerne når de personer, der har mest brug for dem, skal man vise lægeerklæring, der bekræfter ALS/MND-diagnosen som en del af ansøgningsprocessen.
Kontakt os
Du er altid velkommen til at kontakte os for at få personlig rådgivning.
Du kan ringe til os på tlf. 89 48 22 22, sende en e-mail eller benytte vores kontaktformular
Telefonerne er åbne
mandag til fredag kl. 10 – 14