Hjælpemidler

Sidst revideret: november 2014

(Servicelovens §§ 112-113)

Hjælpemidler er produkter der er fremstillet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne. Det kan være tekniske hjælpemidler (stok, badetaburet, kørestol og lign), eller særlige personlige hjælpemidler (fodkapsler, korsetter, individuelt tilpassede kørestole, ortopædisk fodtøj, høreapparater mm).

Forbrugsgoder

Forbrugsgoder er produkter der forhandles bredt og som er sædvanligt forbrug hos den almindelige befolkning eller specielle grupper, men som også kan afhjælpe en nedsat funktionsevne.

Bevilling af hjælpemidler og forbrugsgoder

Hjælpemidler og forbrugsgoder søges i kommunen og bevilges af kommunen uafhængigt af indkomst og formue til personer med varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet:

  • I væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne
  • I væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet
  • Er nødvendig for at pågældende kan udøve et erhverv

Der ydes det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Der ydes ikke støtte til hjælpemidler, som ansøgeren selv har anskaffet. Kommunens afgørelse skal træffes ud fra en individuel konkret vurdering.

Kommunen fastsætter tidsfrister for hvor lang tid, der må gå fra ansøgningen er indgivet, til afgørelsen er truffet og skal give oplysning om dette.

Man har ret til en skriftlig afgørelse,der indeholder en nærmere begrundelse for, hvordan man er nået frem til afgørelsen.

LeveALS_SorenHolm_2015_Grenaa1755s

Hjælpemidler, der anvendes til behandling, i skole eller uddannelse eller på arbejde, bevilges efter andre paragraffer.

Tekniske hjælpemidler

Tekniske hjælpemidler, især standardiserede hjælpemidler uden personligt præg, ydes normalt som udlån og skal tilbageleveres efter endt brug.

Der kan ikke ydes hjælp til udgifter som følger af brug af hjælpemidlet, f.eks. el, vedligeholdelse, rengøring. Der kan ydes hjælp til udskiftning af dæk og slanger til kørestole, hvis der er behov for mere end én årlig udskiftning. Der kan kun ydes hjælp til batterier, som ikke kan købes i almindelig handel og som ikke kan eller bør udskiftes af brugeren.

Hjælp til reparation og udskiftning af bevilgede hjælpemidler samt reservehjælpemidler ydes efter behov og som følge af en konkret og individuel bedømmelse og dækkes normalt fuldt ud.

Frit valg

Hvis kommunen ikke kan stille det ansøgte hjælpemiddel (brugt, men identisk med det ønskede hjælpemiddel) til rådighed, kan man få frit valg af hjælpemidlet. Dvs. at der kan vælges en anden leverandør end den, kommunen har leverandøraftale med. Man skal selv indkøbe hjælpemidlet og får refunderet udgiften svarende til det beløb, kommunen kunne have erhvervet hjælpemidlet til. Det er dog en betingelse, at valget af hjælpemiddel er godkendt af kommunen.

Hvis der på grund af ansøgerens frie valg skulle blive tale om ekstraordinært dyre eller hyppige reparationer eller hyppigere udskiftninger, skal udgifterne hertil afholdes af ansøgeren selv.

Ved tilbagelevering af et frit-valg-hjælpemiddel, får ansøgeren sin egenbetaling tilbage efter fradrag af værdiforringelsen.

Midlertidige hjælpemidler

Hjælpemidler til midlertidig brug f.eks. i forbindelse med behandling på sygehus eller speciallæge, kan udleveres fra behandlingsstedet.

Ved midlertidig ophold i en anden kommune, f.eks. i sommerhus hos familie, efterskole, feriecenter eller lignende, kan der i visse situationer bevilges udlån af hjælpemidler til brug i det midlertidige ophold.

Særligt personlige hjælpemidler

Brugeren har ejendomsretten over hjælpemidlet. Ønskes en anden leverandør end den kommunen har valgt eller har leverandøraftale med, ydes hjælpen som kontantydelse, og ansøgeren kan vælge selv at købe hjælpemidlet. Udgiften refunderes med et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have erhvervet hjælpemidlet til.

Forbrugsgoder

Der kan ikke ydes støtte til anskaffelse af forbrugsgoder, der normalt indgår som sædvanlig indbo i ethvert hjem, der måtte ønske det. Der kan kun ydes støtte til forbrugsgoder, der koster mere end 500 kr.

Hjælpen ydes som udgangspunkt med et kontant beløb på svarende til 50 % af prisen på et standardprodukt.

Hvis forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den nedsatte funktion, kan hjælpen omfatte den fulde anskaffelsespris.

Brugeren har ejendomsretten til produktet.

Ansøgning

Ansøgning om et hjælpemiddel skal rettes til hjemkommunen. De fleste kommuner ønsker, at ansøgning foregår via et underskrevet ansøgningsskema. Skemaet findes på www.borger.dk

Klagevejledning

Se nærmere her.

Mere information

Den uvildige konsulentordning for handicappede (DUKH) www.dukh.dk  giver gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. DUKH har en hjemmeside med oplysning om hjælpemidler og forbrugsgoder.

Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation VISO www.servicestyrelsen.dk/viso  bistår kommuner og borgere med gratis vejledende i sager om hjælp til personer med nedsat fysisk funktionsevne.

Socialstyrelsen, Hjælpemidler og Velfærdsteknologi er et nationalt center, der udvikler og formidler viden om hjælpemidler. De driver en hjælpemiddelbase, der indeholder informationer om de fleste hjælpemidler på det danske marked. Hos Socialstyrelsen og på Retsinfo.dk og findes reglerne om hjælpemidler og forbrugsgoder, bekendtgørelser og vejledninger samt relevante afgørelser fra Ankestyrelsen.

Læs mere om hjælpemidler til børn her.