Vrede elever med aggressiv adfærd

RehabiliteringsCenter for Muskelsvind får jævnligt henvendelser fra lærere, der har brug for hjælp til at håndtere elever med muskelsvind, der har en negativ og aggressiv adfærd. Eleverne, der oftest er drenge i alderen 9-13 år, er vrede. De trodser, råber op, tiltaler andre grimt, er aggressive og skubber deres kammerater væk med deres umiddelbart afvisende adfærd.
Lærerne undrer sig over elevernes voldsomme vrede og spørger til måder at forstå og tackle situationerne på.
Vi alle retten til ind imellem til at være vrede. Derfor kan vreden nogle gange blot være en ”almindelig” vrede, hvor årsagen ikke har noget med elevens muskelsvind at gøre.
Børn med muskelsvind oplever sig ofte som ”forkerte”, når de sammenligner sig med andre børn. De oplever, at de ikke har samme fysiske færdigheder som de andre. Vreden kan derfor være en art vikarfølelse for en sorg over de områder, hvor eleven ikke længere kan være med, og hvor barnet enten begrundet eller ubegrundet føler sig udstødt af gruppen. Vreden er et udtryk for en forsvarsmekanisme, hvor barnet afviser, inden det bliver afvist. Det kan opleves mindre smerteligt selv at afvise end at blive afvist. Denne mekanisme er imidlertid ikke konstruktivt for barnet i det lange løb.
Når et barn ikke trives, er det en opgave for de voksne omkring barnet – både forældrene og lærerne at finde årsagen til vreden. For at få et billede af, hvornår og i hvilket omfang barnet er vredt, så kan det være et godt redskab at observere eleven i en periode og udarbejde en ”vredesdagbog” med beskrivelse af situationer og karakteren af vredesudbruddet. Dagbogen kan påvise et evt. mønster, som kan være med til at give en forklaring.

Udenfor fællesskabet

Af forskellige grunde er det nogle gange nemmere at reagere med vrede end at blive ked af det. En voldsom vrede kan derfor opstå, når eleven begynder at mærke de begrænsninger, hans muskelsvindsygdom giver. At han f.eks. ikke kan løbe så hurtigt som kammeraterne og dermed ikke følge med i deres leg. At han mister nogle færdigheder, som han måske har kunnet før, og som
betyder noget i forhold til hans placering i gruppen og i fællesskabet. Han får oplevelsen af at være anderledes, hvor det, han ønsker, er det modsatte: at være som de andre. Det afføder tanker og følelser, der fylder og forvirrer.
Summen af ovennævnte oplevelser kan give anledning til afmagt, frustration og vrede, som eleven ikke selv er bevidst om. Eleven mærker en diffus følelse, som han ikke kan sætte ord på. Så hvis læreren spørger, hvorfor eleven er ked af det, eller hvorfor han råber eller kører ind i ting med sin kørestol, vil eleven meget ofte svare, at det ved han ikke. Børn har indtil ca. 15 – 17 års alderen svært ved at sætte ord på deres indre psykologiske tilstande.
De åbne spørgsmål er for store til, at børn kan svare. De kan ikke selektere deres følelser og sætte ord på, hvorfor de er vrede, men de har stadig behov for at få den vrede følelse ud.

”Gættespørgsmål”

Som lærer kan man nogle gange hjælpe eleven med at få en slags selverkendelse. En måde er at sige til eleven: ”Nu gætter jeg. Måske er det forkert, men så må du sige, om jeg gætter rigtigt eller forkert. Men jeg tror, du er rigtig ked af, at du ikke kan løbe som de andre.”
Hvis det er rigtigt, vil eleven sige ja og opleve, at der er blevet sat ord på de følelser, han har. Gætter man forkert, kan man spørge eleven, om han så vil fortælle, hvad det er – eller forsøge med et nyt ”gættespørgsmål”. Det er vigtigt, at eleven bliver inviteret til en snak og ikke tvunget.
En anden metode til at få børn til at fortælle om de svære ting, er at bruge bekymringskugler. Fx tre kugler i tre forskellige størrelser, altså 3 store, 3 mellemstore og 3 små. Kuglerne symboliserer bekymringer – store bekymringer, som barnet tænker på hver dag. Mellemstore bekymringer, som barnet tænker på hver anden dag og små bekymringer, som barnet kun tænker på engang imellem.
Barnet skal så beskrive sine bekymringer ud fra kuglerne og prøve at finde frem til, hvordan de store kugler/bekymringer kan gøres til mindre bekymringer.
Børn kan børn godt tåle at være kede af det, men de må ikke føle sig alene med det. Derfor er det vigtigt, at de bliver hjulpet igennem udfordringerne. Læreren skal desuden hjælpe barnet med at erstatte en uhensigtsmæssig adfærd med en mere hensigtsmæssig. I den sammenhæng er det vigtigt, at læreren er talentspejder og hjælper barnet med at erkende, at det besidder andre kvaliteter end de fysiske færdigheder – f.eks. kvaliteter, som ligger til grund for at kunne være en god kammerat.
Det er vigtigt, at ovennævnte måder ikke bruges tilfældigt og af den enkelte lærer.
Problemer af denne slags skal drøftes på et møde, hvor både elevens lærere og forældre bliver enige om en koordineret støtte i forhold til barnet.

Fra interview i Muskelkraft med psykolog Bettina Paulsen fra RehabiliteringsCenter for Muskelsvind.