Et barn med et handicap eller et handicappet barn?

Overbeskyttede børn får ikke chancen for at gennemgå en naturlig personlighedsudvikling

Alle børn fødes med en række muligheder for at udvikle forskellige færdigheder og kompetencer. De har en naturlig trang til at udforske alt, hvad der stimulerer deres sanser. Især hvis de støttes og hjælpes af personer i deres omgivelser, der stimulerer dem og giver dem tryghed.
Når forældre opdager, at deres barn har et handicap, kommer de oftest ud i et følelsesmæssigt kaos, som det kræver mange kræfter at overvinde. Som forældre i den situation er det svært at få styr på sig selv og sine følelser, og derfor kan det være svært at se barnet, som det er: et individ og en kommende personlighed, der nok er handicappet i nogle af sine funktions- og udfoldelsesmuligheder, men ikke behøver at være det på andre områder.
Barnet er som udgangspunkt ikke handicappet. Det er som nævnt født med nogle muligheder, men det har et handicap, som på nogle områder kan og vil begrænse dets muligheder. Arten og omfanget af disse begrænsninger er imidlertid ikke entydigt betinget af barnets fysiske formåen. Foruden hjælpemidler og omgivelsernes udformning m.m. har det stor betydning, hvordan barnet mødes og hjælpes af sine ”sparringspartnere”, dvs. primært forældrene.

Adskil barn og handicap

Et handicap er umiddelbart en begrænsning og dermed en belastning for barnet, men også for familien. F.eks. i de situationer, hvor de øvrige familiemedlemmer bliver involveret i at afhjælpe følgerne af handicappet eller på anden vis må tage specielle hensyn. Dermed bliver de også begrænset i deres udfoldelsesmuligheder.
Det kan derfor være hensigtsmæssigt, at familiemedlemmerne mentalt prøver at adskille handicappet fra barnet. Det vil sige prøver at forholde sig til handicappet som nogle begrænsninger, der skal håndteres på en måde, så familien og barnet bliver mindst muligt begrænset i deres livsudfoldelsesmuligheder fysisk, psykisk og socialt.
Mange forældre tænker umiddelbart på det handicappede barn (dvs. barnet set som handicappet) frem for på barnet med et handicap (dvs. barnet med nogle funktionsmæssige begrænsninger). Dette får betydning for forældrenes reaktionsmønster som tryghedsgivere og sparringspartnere i forhold til barnet.
Når barnet ses som handicappet, bliver mange forældre beskyttende i deres samspil med barnet. Det bliver vigtigt, at barnet ikke skal lide overlast, og at det hurtigt og effektivt bliver kompenseret for sine funktionsbegrænsninger, så barnet ikke bliver ked af det og føler sig hæmmet. Barnet bliver selvfølgelig i dette tilfælde aflastet fysisk, psykisk og socialt, men det bliver måske samtidig begrænset i en naturlig personlig udvikling.

Misforstået hensyn

Hvis barnet bliver overbeskyttet ved altid at blive taget hensyn til og komme i første række før søskende og deres behov og før forældrenes egne behov, får det ikke behov for og bliver ikke motiveret til at udvikle en række psykiske og sociale kompetencer. Dette er måske ikke så problematisk i de første leveår, men bliver det hurtigt, når barnet kommer i børnehave og senere i skole.
Derimod bliver børn, der ikke primært ses som handicappede, mødt med krav om at kunne tåle følelsesmæssige belastninger, at kunne udskyde sine behov, at tage hensyn til andre, ikke altid at komme i første række, at skulle tage stilling og forholde sig til problemer, at tage initiativ, at tilbyde sin hjælp, at vise hensyn til andre, at vise forståelse og medfølelse for andres problemer m.m.
De fleste børn lærer meget tidligt at forholde sig til ovennævnte ved at være i et aktivt samspil med deres familie og andre i dagligdagen, hvor de oplever kærlighed og påskønnelse eller kritik og afvisning alt efter deres reaktionsmønstre i forskellige situationer.
Barnet, der har et handicap, kommer på nogle områder ikke umiddelbart i de samme situationer, som børn uden et handicap. Dermed er et barn med et handicap begrænset i nogle af sine udviklingsmuligheder, men det gør det ekstra vigtigt, at barnet får mulighed for at kunne udvikle sin personlighed og forskellige psykiske og sociale færdigheder. Får barnet ikke den mulighed, bliver det ekstra begrænset, fordi det mangler en række psykiske og sociale færdigheder, som forældre og andre i misforstået hensyn ikke har trænet barnet i.
Børn, unge og voksne med et fysisk handicap klarer sig bedst i livet, når de er godt kørende med hensyn til psykiske og sociale færdigheder. Barnets sparringspartnere er meget tidligt med til at præge barnets måde at forholde sig til tilværelsen på. Om det f.eks. selv tager initiativer og agerer aktivt, eller barnet er mere tilbageholdende og afventer andres reaktion.

Fra artikel i Muskelkraft skrevet af John Marquardt, der er klinisk psykolog i RehabiliteringsCenter for Muskelsvind.