Respiration

Vejrtrækningens formål er at skaffe ilt til den forbrænding, der er nødvendig, for at kroppens muskler og organer kan fungere. Blodet optager ilt fra luften i lungerne og transporterer den rundt til de organer, der har brug for den. Nogle af affaldsstofferne fra forbrændingen transporteres med blodet tilbage til lungerne og udskilles med udåndingsluften i form af kultveilte. Hos personer med muskelsvind kan vejrtrækningen påvirkes af den nedsatte muskelkraft.

Vejrtrækningen

Man trækker vejret ved hjælp af de muskler, man har mellem ribbenene og den store mellemgulvsmuskel, som kaldes diafragma. Det er en kuppelformet muskel, der danner bunden af brysthulen og adskiller den fra bughulen. Diafragma er den vigtigste åndedrætsmuskel. Desuden fungerer mavemusklerne og halsens muskler som støttemuskler, der kan hjælpe til, hvis de egentlige åndedrætsmuskler er meget anstrengte.

Når diafragma er afslappet, hvælver den sig op i brysthulen. Når man ånder ind, sænker den sig, så der skabes undertryk i brysthulen, og luften suges ind i lungerne. Musklerne mellem ribbenene løfter ribbenene op og lidt ud til siderne. Det øger brystkassens rumfang og gør suget endnu større. Normalt buler maven og det nederste af ribbenene lidt ud under indåndingen.

vejrtrækningen

Udåndingen foregår ved, at man slapper af i alle indåndingsmusklerne. Det medfører, at diafragma igen hvælver sig op i brysthulen. Ribbenene sænker sig og gør brystkassen mindre, og lungerne, der er elastiske, trækker sig sammen. Undertrykket i brysthulen erstattes af et lille overtryk, som presser luften ud af lungerne. Udåndingen er altså passiv i hvile og kræver ingen kræfter, mens indåndingen er aktiv og kræver muskelkraft.

Åndedrættet reguleres af åndedrætscentret, som sidder i den nederste del af hjernen. Hvis der er for meget kultveilte eller for lidt ilt i blodet, vil åndedrætscentret straks signalere til åndedrætsmusklerne, at de skal øge arbejdet.

Iltoptagelse

Lungerne har indvendigt et utal af luftveje, som forgrener sig for til sidst at ende i millioner af små blærer, der kaldes alveoler. I alveolerne overføres luftens ilt til blodet, som til gengæld afgiver kultveilte til lungerne. For at ilten og kultveilten kan udveksles effektivt, må luftvejene være åbne i selv de mindste forgreninger.

Lungevævet er elastisk og har en tendens til at ville trække sig sammen. Lungerne holder sig udfoldede inde i brysthulen og følger brystkassens bevægelser, som om de var fæstnet til brysthulen. Deres elasticitet medfører, at den del af lungerne, som til enhver tid er øverst, vil være bedst udfoldet. Ligger man f.eks. på sin højre side, vil den venstre lunge være bedst udfoldet. Den højre, som er den lavest liggende, kan have tendens til at ”klappe sammen”, hvis man bliver liggende i samme stilling i lang tid og ikke trækker vejret ret dybt. Særligt hvis der er meget slim i luftrørene.

For at ilten kan optages i blodet, skal der ske en blodgennemstrømning af lungevævet. Da blod som al anden væske følger tyngdeloven og søger nedad, betyder det, at udveksling af ilt og kultveilte foregår i de lavest liggende områder af lungerne. Iltoptagelsen fungerer ikke, hvis det lungeområde, som gennemstrømmes af blod, er faldet sammen.

For at modvirke at lungeområderne falder sammen, tager man normalt et dybt suk ind imellem, det vil sige en ekstra dyb indånding, som giver en større mængde luft i lungerne. At sukke er på samme måde som at hoste noget, man gør helt automatisk.

Fimrehår, slim og hostemekanismen

På indersiden af de mindre luftrør sidder fimrehår, som bølger frem og tilbage. De hjælper med til at holde luftvejene rene og føre slim ud af luftvejene. De har altså en meget vigtig funktion.

Fimrehårene arbejder dårligere, hvis man har fået beroligende medicin eller drukket alkohol, og de kan langsomt ødelægges, hvis man ryger – antagelig også hvis man udsættes for passiv rygning. Er man i væskeunderskud, bliver fimrehårenes funktion svækket, fordi slimen bliver mere sej og sværere at transportere væk. Kommer slimen ikke væk fra luftvejene, vil den stoppe de små luftrør og forhindre, at luften når ud til de fjerneste områder. Resultatet er, at lungeområder klapper sammen.

Hostet er en refleks, som kommer spontant, når luftvejene irriteres, men det kræver både god ind- og udåndingskraft at hoste effektivt. Et effektivt host, kræver at man kan tage en dyb indånding , har stærke mave- og kropsmuskler til at presse luften ud af lungerne, og har kontrol over sine strubemuskler, der skal regulere udstrømningen og åbne sig på det rigtige tidspunkt.

Lungekapacitet

Når man holder sig i ro, bruger man normalt kun en lille del af sin vitalkapacitet. Resten af den luft, man er i stand til at ånde ind og ud, kalder vi reservekapaciteten. Man har blandt andet brug for reservekapaciteten ved hårdt, fysisk arbejde og idrætsudfoldelser, når man hoster, har feber eller skal fordøje maden efter et stort måltid. I alle tilfælde vil man trække vejret dybere eller hurtigere for at få mere ilt til kroppen.

Den ind- og udåndingskraft, man bruger til at mobilisere reservekapaciteten, holder man ved lige ved fysisk aktivitet. Når man anstrenger sig og bliver forpustet, presser man vejrtrækningsmusklerne til at yde noget mere.

Vitalkapaciteten bliver mindre med alderen, og når muskelkraften aftager.

Lungerne hos personer med muskelsvind fejler normalt ikke noget i sig selv, men lungefunktionen kan være nedsat, fordi kraften og udholdenheden i åndedrætsmusklerne er svækket. Der kan være mange grader af kraftnedsættelse i åndedrætsmusklerne. Hos nogle ændrer kraftnedsættelsen sig næsten ikke, og den har derfor ingen betydning for deres daglige livsførelse. Hos andre bliver nedsættelsen langsomt værre, og den griber ind i deres hverdag.

Den nedsatte muskelkraft viser sig først ved, at det er svært ved at hoste og dermed komme af med slim i lungerne. Desuden kan en forkølelse vare i lang tid og nemt udvikle sig til en lungebetændelse.

Senere viser kan den nedsatte muskelkraft sig ved, at der kan komme symptomer på luftmangel, når personen ligger længe i samme stilling, fordi der ikke er tilstrækkeligt indåndingskraft til at holde de lavest liggende lungeområder helt udfoldede.

Mange personer med muskelsvind har en stor overkapacitet i forhold til den lungefunktion, de har brug for, fordi man ikke er så fysisk aktiv. Det betyder, at vitalkapaciteten kan halveres uden at det giver symptomer, og uden at personen selv eller andre bemærker det. Personer med kongenit myopati eller dystrofia myotonica kan om natten, hvor vejrtrækningsmønster og –dybde er anderledes, risikere at luftskiftet ikke er tilstrækkeligt, og de ophober slim og ”danner” små sammenfald i lungevævet (alveolerne).

De første symptomer på nedsat lungefunktion kommer som regel, når vitalkapaciteten kommer under 50 procent af det normale. Personen udtrættes af at hoste og risikoen for lungebetændelse øges. Først når vitalkapaciteten er nedsat til 10-20 procent af det normale, så der næsten ingen reserve er tilbage, kan det give symptomer på luftmangel. At symptomerne først viser sig så sent, skyldes flere ting. For det første har personer med en omfattende kraftnedsættelse ikke brug for særlig stor reservekapacitet i det daglige, fordi den fysiske aktivitet i forvejen er begrænset. For det andet vil kroppen altid forsøge at kompensere for den lavere iltmængde. Det gør den ved enten at lade hjertet pumpe blodet hurtigere rundt i kroppen, eller ved at danne flere røde blodlegemer, der kan binde mere ilt til blodet. I begge tilfælde er det noget, personen med muskelsvind ikke vil mærke eller være generet af. Når der ikke længere er en reservekapacitet, opstår symptomerne på luftmangel.

Symptomer på luftmangel

Symptomer på luftmangel viser sig, ved at personen kan være stakåndet, selv om han/hun er fysisk inaktiv, kun kan sige få ord i træk og måske rokker frem og tilbage i kørestolen for at forbedre vejrtrækningen. Desuden kan personen have svært ved at vågne om morgenen, have hovedpine, kvalme og eventuelt være forvirret og træt og have svært at falde i søvn om aftenen. Der kan være natlige mareridt og tendens til at falde i søvn midt på dagen, vægttab som følge af manglende appetit, ondt i maven, hjertebanken eller synsforstyrrelser.

De nævnte symptomer kan skyldes mange ting og betyder ikke nødvendigvis, at der er forøget kultveilte eller formindsket iltindhold i blodet. Omvendt kan der være mangel på luft, uden at det udløser alle symptomer. De nævnes her, fordi symptomerne tit bliver overset eller forvekslet med sygdomme i mave, hjerte eller øjne.

Kritiske situationer

Vejrtrækningsmusklerne skal arbejde hele tiden i modsætning til de fleste andre muskler i kroppen, som hviler sig ind imellem. Hvis vejrtrækningsmusklerne overbebyrdes, f.eks. når personen har hostet meget længe, kan musklerne udmattes både af overanstrengelse og af mangel på ilt. Det vil sige, at problemerne forstærker sig selv, og en ond cirkel begynder: Der er ikke kræfter til at trække vejret tilstrækkelig dybt til at skaffe den nødvendige ilt til åndedrætsmusklernes arbejde. Derved bliver åndedrætsmusklerne trætte og endnu svagere. Åndedrætscentret i hjernen signalerer samtidig, at åndedrætsmusklerne skal arbejde hurtigere, så vejrtrækningen kan blive mere effektiv. Dette øgede muskelarbejde trætter åndedrætsmusklerne yderligere.

Selv om åndedrætsmusklerne ikke er udtalt svage, kan den onde cirkel alligevel opstå. I tilfælde af lungebetændelse kan en del af lungerne være sat ud af kraft på grund af betændelse eller slimophobning. Det kan betyde, at personen får for lidt ilt og for meget kultveilte i blodet, og åndedrætscentret vil give besked om, at åndedrætsmusklerne skal øge arbejdet – altså trække vejret noget mere.

Den onde cirkel kan også opstå, hvis den unge drikker alkohol og bliver beruset. Alkoholen gør musklerne slappe, så han får sværere ved at trække vejret og dermed får mindre luft. Situationen kan især blive farlig, når han lægger sig til at sove, fordi han i beruset tilstand sover tungere og ikke skifter stilling så tit.

Sove- og nervemedicin, f.eks. stesolid, har samme virkning. Selv i ganske små mængder kan medicinen påvirke vejrtrækningsmusklerne. Ved angst for at falde i søvn eller ved dårlig søvnkvalitet, kan det skyldes, at vejrtrækningen er utilstrækkelig. I den situation kan det være direkte farligt at muskelafslappende medicin.

Al medicin bør kun gives i samråd med en læge. Læs mere om medicin her.

Hvem får lungeproblemer

Som tommelfingerregel kan man gå ud fra, at spædbørn med muskelsvind altid er udsatte for at få problemer med luftvejene. Det samme gælder børn og unge, som ikke kan gå.

Børn med skæv ryg er en anden udsat gruppe. Deres lungeproblemer opstår, fordi deres sammensunkne ryg og brystkasse gør det mere besværligt at trække vejret og hoste. Hvis barnet på grund af ryggen kun kan variere mellem nogle få stillinger, er risikoen endnu større, fordi det er vanskeligere at hjælpe ham med at hoste og at kompensere for den nedsatte vejrtrækning.

Personer med med dystrophia myotonica og visse former for kongenit myopati kan få lungeproblemer, selv om de i øvrigt klarer sig fysisk godt.

De nævnte grupper bør alle jævnligt få kontrolleret deres lungefunktion, så man kan forebygge og behandle komplikationer i tide. Som udgangspunkt bør der altid måles lungefunktion ved kontrol op børneafdeling eller neurologisk afdeling. Herfra skal der ved mistanke om påvirket lungefunktion – eller ved en vitalkapacitet på 50 procent af normalværdien –  henvises til et af de tre respirationscentre i Danmark: København, Aarhus eller Odense.   Her kan man med en række supplerende målinger vurdere, om luftskiftet er tilstrækkeligt. Det betyder ikke at der nødvendigvis skal behandles, men at personalet på respirationscentret lærer personen at kende, før der opstår egentlige vejrtrækningsproblemer. Ved regelmæssige kontroller vil det være muligt at planlægge og igangsætte en behandling i rette tid.

Undersøgelserne foregår under indlæggelse. Man måler blandt andet ilt- og kultveilte-indholdet i blodet ved hjælp af elektroder sat på huden. Målingen foretages under søvn, fordi vejrtrækningen her er mere svækket end i vågen tilstand. Der bliver også taget en blodprøve fra en pulsåre for at måle koncentrationen af ilt og kultveilte i blodet. Desuden måles hjertefunktionen for at finde ud af, hvor belastet hjertet er og for at udelukke, at en eventuel dårlig vejrtrækning skyldes dårligt hjerte.

Infektioner, forebyggelse og behandling

For at undgå infektioner i luftvejene er det først og fremmest vigtigt at undgå de situationer, som kan fremkalde en infektion. Det primære i den forebyggende indsats er at:

  • undgå smitte og kulde
  • undgå medicin, der kan svække vejrtrækningsmusklerne yderligere
  • træne vejrtrækningsmusklerne/konditionen
  • stillingsskift og hostehjælp

De forskellige elementer i den forebyggende indsats og behandlingen af lungeinfektioner er i princippet blot er en intensiveret udgave af forebyggelsen. Læs mere om punkterne under Råd og vejledning/respiration