Tema: RehabiliteringsCenter for Muskelsvind 40 år

Tema: RehabiliteringsCenter for Muskelsvind 40 år

RehabiliteringsCenter for Muskelsvind, RCFM, er på 40 år gået fra græsrodscenter til højt specialiseret hospital – men har stadig personen med muskelsvind i centrum.
Dette tema er lånt fra Muskelkraft 4/2016 og skrevet af redaktør Jane W. Schelde.

Den 1. september 2016 kunne RCFM fejre, at det har eksisteret i 40 år. Det hele startede som en del af græsrodsbevægelsen i 1970’erne. Muskelsvindfonden blev oprettet i 1971, og da ingen ville etablere et behandlingscenter for mennesker med muskelsvind, gjorde Muskelsvindfonden det selv fem år efter sin egen start.

Vejlednings- og behandlingscentret, som det hed i 1976, startede i Aarhus med en ergo- og en fysioterapeut. Centret byggede på de samme holdninger og værdier, som Muskelsvindfonden: dvs. brugeren var i centrum, og målet var at forbedre livet med muskelsvind. Og finansieringen af arbejdet kom fra Muskelsvindfondens indsamlingsaktiviteter, som gav et meget svingende indtægtsgrundlag.

Først i 1992 kom centret på finansloven som et privat sygehus og var dermed sikret en stabil finansiering. Det betød en øget specialisering og professionalisering af centrets arbejde.

 

Bagsiden af succesen

I dag – 40 år efter starten – er RCFM et respekteret nationalt center, der støtter sundheds- og socialvæsenet med højt specialiseret viden om rehabilitering af personer med sjældne neuromuskulære sygdomme. Dvs. RCFM er anerkendt som det sted i landet, der ved mest, når det gælder rehabilitering af mennesker med en muskelsvinddiagnose, og alle neurologiske og neuropædiatriske hospitalsafdelinger i Danmark skal henvise til RCFM. Målet er stadig, at brugeren opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv ud fra de vilkår, personen har.

Forskellen på RCFM og et offentligt sygehus er, at i rehabiliteringscentret kigger vi på det raske hos mennesket, mens sygehuset kigger på det syge.”

Cheflæge i RCFM, Jes Rahbek

Bagsiden af RCFM’s succes er, at centret i dag har venteliste til sine ydelser. Tilgangen af brugere med muskelsvind har været støt stigende igennem alle årene, og den økonomiske ramme på finansloven har ikke altid fulgt med i samme takt. Så trods effektiviseringer og justeringer i RCFM’s arbejde må brugere i nogle tilfælde forvente flere måneders ventetid på at få rådgivning og besøg af RCFM’s tværfaglige konsulenter. Undtaget er akutte problemstillinger.

 

Et lille udpluk af RCFM’s arbejde

I dette tema vil vi give et lille billede af RCFM’s arbejde i dag. Tag med på hjemmebesøg og læs, hvordan et par brugere i RCFM bruger rehabiliteringscentret. Læs også om ALS-arbejdet, som i dag fylder meget i RCFM’s daglige arbejde. Endelig har vi bedt direktør og cheflæge Jes Rahbek i RCFM og direktør for Muskelsvindfonden, Henrik Ib Jørgensen, om at forklare forskellen mellem RCFM og Muskelsvindfonden.

Læs mere her:

På hjemmebesøg hos Johanne

Sådan bruger Andreas Staghøj RCFM

Sådan bruger Jan Tandrup RCFM

En god rehabilitering er også at tale om døden

Muskelsvindfonden og RCFM kan ikke undvære hinanden