Anettes afsked

Anettes afsked

En historie om at lade sit liv med ALS afslutte

Af Jørgen Jeppesen

Man kan godt forestille sig Jonny med Anette bag på motorcyklen, som han sidder der på kanten af sofaen og fortæller om hende. Han ligner en, der også kan lide fart og følelsen af frihed med en ring i venstre øre og tatovering på højre overarm af Ronja, deres elskede rottweiler.

Anette døde tirsdag den 5. maj i år, fordi hun ikke ville leve længere med ALS-sygdommen. Det var en planlagt afsked med livet og med Jonny, som hun delte 22 gode år med. Fem dage før meddelte hun ham den forestående afslutning. Det var om torsdagen, lige efter at han havde været inde hos forhandleren og hente en splinterny 1800 kubik motorcykel, som Anette havde insisteret på at forære ham for sin pensionsformue. Uden at fortælle at det også var en afskedsgave. I tilgift fik han en rejse tværs over USA næste år på motorcykel.

Anette lod sit liv afslutte på Respirationscenter Øst på Glostrup Hospital. Hun kunne selv trække vejret, men kun med hjælp af en maskerespirator i det meste af døgnet.

Jonny er stadig ked af det og har let til tårer, men vil fortælle om afskeden, fordi han lovede Anette at gøre det. Hun ville, at andre, der kommer i samme situation, skal vide, at sådan kan man stille og roligt gøre en ende på den. Jeg besøgte Jonny første gang i begyndelsen af juli måned, to måneder efter Anettes død, men sagde dengang, at vi skulle vente med interviewet, fordi det hele var så tæt på. Her i slutningen af september 2015 er han stadig lige opsat på at få fortalt historien.

Jonny: ”Jeg kunne godt tænke mig at sige til folk ’Prøv og hør. Hvis man planlægger en afslutning, som vi har gjort – de dage man får, inden det sker – hvis man planlægger dem 100 procent rigtigt, så kan man kun bagefter være glad, fordi man ikke har mistet fra det ene sekund til det andet. Jeg har mistet både mine forældre og mine søskende, hvor de er faldet om, og det er forfærdeligt, for der var mange ting, jeg godt kunne tænke mig at have snakket med dem om. Med Anette var det sådan, at til sidst sad vi og kiggede på hinanden, og hun sagde ’Har du mere, du skal snakke med mig om’”.

”Min sorg er ikke blevet mindre af, at jeg har haft de dage. Men den er blevet lettere. Sagt på den måde, at jeg kan forklare folk, hvad det er, der er sket. Desværre er der mange, der ligestiller det, Anette har gjort, med en aflivning. Men så kan jeg forklare dem, at det var ikke det, der skete. Anette var afhængig af en maskine, og det var maskinen, de tog fra hende. Men der er mange, der ikke rigtig forstår det, for der er jo ikke aktiv dødshjælp i Danmark. Så siger jeg til dem ’Forstå det nu rigtigt. Det var heller ikke det, hun gjorde. Hvis folk har en respirator, og de ikke vil have den mere, så kan du ikke tvinge dem til at have den respirator’”.

 

“Man kan kun bagefter være glad, fordi man ikke har mistet fra det ene sekund til det andet”. Foto: Bo Nymann

Vi sad her

En lollandsk accent slipper af og til ind i Jonnys udtale. Han flyttede fra sydhavsøen til hovedstadsområdet i begyndelsen af 1990’erne og mødte Anette, der arbejdede hos SKAT. Efter nogle år som chauffør blev han boliginspektør i et almennyttigt boligselskab. Her arbejder han fortsat med administration af ind- og udflytninger og vedligeholdelse i en afdeling med 432 lejemål. Han er 58 år, Anette blev 49. De fik aldrig børn sammen, men Jonny har en søn og en datter fra et tidligere forhold, og især datteren Louise fik et nært forhold til Anette. De kaldte hinanden mor og datter.

Vi sidder i den grå hjørnesofa, hvor Anette torsdag den 30. april fortalte Jonny om sin beslutning.

Hvordan fortalte hun dig det?

”Jeg havde været inde i København og hente motorcyklen og kommer hjem. Anette og hendes hjælper kommer ud og jubler, og Anette siger, den er flot og at hun gerne ville have haft en tur bagpå. Men det kunne jo af gode grunde ikke lade sig gøre. Vi gik ind og drak kaffe, hun havde dækket kaffebord, og vi sad og hyggede. Så tog hun mig i hånden, kiggede på mig og sagde, at der var en ting, hun gerne ville fortælle mig. Jeg kunne godt se på hende, at der var et eller andet. Hun sidder med tårer i øjnene, og jeg siger til hende ’Jamen, hvis jeg kunne skaffe dig en køretur bagpå, bare én gang, så ville jeg jo gøre det’. Hun siger ’Jamen, det er jo slet ikke det, jeg er ked af. Det, jeg er ked af, er, at jeg ikke gider mere. Jeg har ikke lyst til at kæmpe mere. Og jeg vil gerne, om du vil give mig din forståelse’. Hun sagde så, at hun havde faktisk bestilt det. At vi skulle møde på sygehuset den 4. maj om formiddagen, og den 5. cirka klokken 10 var rejsen gjort klar. Og ja, det var jo en total hammer at få i ansigtet, synes jeg sådan lige. Selv om man havde vidst, at det kom”.

Hvordan var vejret den dag?

”Solen skinnede, det var fantastisk godt vejr, dørene stod åbne. Og mine øjne skinnede jo lige så meget som min motorcykel gjorde. Det var toppen af lykken at få en ny motorcykel og vide, at det var en gave fra hende. Vi har kørt motorcykel rundt i Europa på ferie sammen, så det var faktisk det bedste hun nogensinde kunne gøre for mig, ikke? Også fordi, at hun gav mig de penge, så der ikke var noget, jeg skulle betale af på bagefter”.
”Der skete som sagt det, at vi sad her og begyndte at græde begge to, og … ja, så kørte jeg mig en tur. Jeg var nødt til at skulle ud og gå. Jeg har et sted, der hedder Fedtmosen, hvor jeg altid har gået med min hund. Der satte jeg mig ude”.

Jonny ringede derude efter en veninde.

”Det er hende, der kørte, lige da du kom. Hende har jeg brugt meget til at snakke med, til at læsse en hel masse af på. Det er ikke en, der er nogle, der har kendt noget til. Anette kender hende godt, det er en gammel nabo. Hun har simpelthen været guld værd, hele den periode. Jeg har kunnet gå ud i skoven og så ringe til hende ’Jeg går rundt herude nu, har du ti minutter’? Så har hun taget sit løbetøj på, og vi har siddet nede på borde-bænkesættet ved søen, og jeg har simpelthen kunnet græde ud. Være den svage person, som man er bag ved den facade, man generelt sætter op. Selv om mange venner synes, at jeg udadtil har været stærk og gjort en masse ting, så er der blevet grædt en masse tårer. Anette og mig har også grædt. Men jeg har altid haft meget, meget svært ved at græde. Jeg har mistet meget af min familie, og sådan noget som begravelse har aldrig rigtig bidt på mig”.

Og så fortalte du hende, hvad du lige havde fået at vide af Anette?

”Lige nøjagtig. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle køre tilbage igen. Fordi at jeg kunne slet ikke. Lige pludselig var der dato på. Det slog benene væk under mig. Jeg synes, jeg kan tackle mange ting, men det der var bare ikke ligesom rigtigt”.

Hvad skete der resten af dagen?

”Jeg kørte ned og købte noget god mad. Vi sad her og spiste, hjælperen fik også, og vi fik et glas rødvin. Anette er jo – var jo – den type, der sagde, at et glas rødvin om aftenen ville hun ikke undvære. Så næsten hver aften fik vi vores rødvinsglas. Til sidst hun kunne ikke løfte det rødvinsglas, men så fandt vi ud af at købe et sugerør. Sondemad og rødvin i sugerør, det var ikke altid, at hun syntes, det var de bedste kombinationer”.

Så hun fik en blendet bøf den aften?

”Nej, ikke den aften. Der kunne hun godt spise den. Vi skar den i små stykker og så tog vi den derfra”.

Så det var et … ja, hvad skal man kalde sådan et måltid? Det var jo ikke et festmåltid.

”Nej, det var det ikke”.

Men på en anden måde var det måske alligevel?

”Det var et måltid, som når vi plejer at skulle sidde og hygge fredag eller lørdag aften, hvor vi sad og fik en god flaske rødvin og de her to røde bøffer. Det var det. Den aften ville hun have den bøf, fordi det var ligesom …

… ligesom det havde været?

”Lige nøjagtig, ja. Det var sådan en aften, hvor vi sad og hængte op af hinanden og flettede fingre. Ja, man græd jo hele tiden, når man sad og så på hinanden. Og hun sagde undskyld flere gange”.

De følgende dage besøgte de Anettes nærmeste familie. Hun ville tage ordentligt afsked og havde planlagt alle besøgene i forvejen. Først kørte de ned til hendes far og moster på Lolland, dagen efter over til hendes bror, som bor på Langeland, ikke langt fra hendes mor, som er på plejehjem. Louise kom forbi med sin halvanden måned gamle datter. Anettes tætteste veninde sagde farvel. Og både bedemand og præst blev inviteret på besøg. Et stramt program fredag, lørdag og søndag.

Jonny: ”Præsten, som har konfirmeret vores datter, kommer og sætter sig og siger ’Det her er bare for vildt. Nu har jeg været præst i næsten 35 år, men jeg har aldrig været med til det her før. Men jeg synes, det er så cool. At når jeg står oppe og holder min prædiken på fredag, så kan jeg sige ”Da jeg sad hjemme i sofaen sammen med Anette i lørdags”’.

Helvede flyttede ind

Anette blev diagnosticeret i maj 2013. Om sommeren rejste de 13 dage til USA og i maj året efter til Gran Canaria med datteren Louise og hendes familie. Turen til Gran Canaria med kørestol og andre hjælpemidler var besværlig, men heldigvis var de flere om at tage slæbet, og det blev ”totalt hyggeligt”, siger Jonny.

Jonny: ”Jeg har sagt, at mine behov kommer i anden række i forhold til Anettes. Jeg havde mine søndage, hvor jeg tog ud og så mine Brøndbykampe, og jeg havde mine onsdage, hvor jeg plejede at køre tur med mine kammerater, hvis Anettes helbred tillod det. Hvis jeg ringede og sagde ’Jeg kan ikke i dag’, så blev der ikke spurgt mere, men bare sagt ’Okay’. Vi har ikke holdt det hemmeligt, at Anette var syg. Vi har snakket åbent om det, både på mit arbejde og med venner og bekendte. Vi har hele tiden fortalt om, hvor langt vi er nu. Jeg har hørt mange, der ikke vil erkende, at man er syg, før man bliver rigtig syg”.

Jonny er boliginspektør og har løbende fortalt kolleger og arbejdsgiver om sin kones sygdomsforløb. “Vi har snakket åbent om det, både på mit arbejde og med venner og bekendte”. Foto: Bo Nymann

I slutningen af 2014 fik Anette hjælpere i hjemmet.

”Det gjorde mig meget, meget stresset. Det er nok det værste, man kan gøre. Pludseligt at få fremmede mennesker, der render rundt i ens hjem, hvor man skal ændre hele sin omgang med, hvordan man går rundt, og hvordan man går klædt, og hvad man kan tillade sig. Der flyttede helvede ind i min lejlighed”.

Tror du, det har været medvirkende til, at Anette ikke ville mere?

”Hun snakkede meget om på et tidspunkt at ville på hospice, netop for at give mig noget mere frihed. Hvor jeg sagde til hende ’Jamen, det vil jeg ikke få jo. Jeg vil ikke få mere frihed, for så vil jeg bare køre ud til dig derude’. Jeg kunne slet ikke forestille mig at tage en person, som jeg er gift med og elskede så meget og sætte ud i et værelse et eller andet sted, for at jeg skulle kunne gøre, hvad der passer mig. Sådan er jeg slet ikke bygget. Der er også mange, der har sagt til mig ’Jeg forstår ikke, at du ikke tager dit tøj og bare siger ”Hej, jeg er smuttet, det her gider jeg ikke”’. Det mener jeg er en total slap handling. Det kunne lige så godt have været mig, der var blevet syg. Så havde jeg ikke haft lyst til at blive kastet sådan ud”.

”Vi var ude og kigge på Hospice Søndergård, der ligger herude. Men nej, jeg kunne ikke aflevere hende sådan et sted i sådan et lille rum og sige ’Her skal du bare være. Så kører jeg hjem, og så kan jeg hygge mig og gøre, hvad der passer mig’. Det kunne jeg simpelthen ikke. Og jeg havde en diskussion med lægerne derude og sagde ’Ved I hvad, det kan I godt glemme alt om, jeg afleverer hende ikke herude”.

Men hun kunne jo have gjort det, hvis hun havde insisteret på det?

”Det kunne hun sagtens”.

Men det var I enige om? At det var bedre hun blev her?

”Lige nøjagtigt”.

Men kunne man forestille sig, at hun gjorde det for din skyld?

”Det var derfor, hun gerne ville derud, ja”.

Ja, men også at hun ville herfra, da hun ville det. Altså, forstår du spørgsmålet?

”Ja, det gør jeg godt. Hun havde hele tiden sagt til mig, at når hun ikke kunne gå på toilettet selv eller spise selv, så ville hun overveje at stoppe. Vi var så heldige, at Anette kunne tale lidt, hun kunne også bruge sine arme lidt, og kunne gå en lille smule. Hvilket de ude på Glostrup Hospital sagde ’Det er jo helt fantastisk. Fordi du kan jo alting, bare ikke ret meget’. Men som hun sagde ’Når jeg skal sidde 16 timer med sådan en maskine for at få luft, og hvis jeg har snakket i fem minutter, så skal jeg sidde tyve minutter for at få luft til at snakke videre, så giver det ikke mening at være her. Fordi jeg kan ikke være med”.

Nej.

”Men hovedet fejler jo ikke noget, og det var det, der var så irriterende, ikke? Fordi til sidst sad hun bare, og man mundaflæste hende, når hun skulle noget. Og ja … jeg ved sgu ikke lige”.

Afslutningen

Mandag formiddag den 4. maj tager Anette og Jonny som aftalt ud på Respirationscenter Øst på Glostrup Hospital. Men efter en kort samtale bliver de sendt hjem igen, for der er ikke rigtigt noget at snakke om, da alt er aftalt på forhånd telefonisk. De skal komme igen om aftenen og tilbringe natten på afdelingen. Sådan er proceduren.

Det var hårdt at tage hjem igen, siger Jonny, som efterfølgende har talt med afdelingen om at justere proceduren, så man ikke behøver på den måde at tage hjemmefra to gange.

Jonny: ”Vi kørte derud til klokken halv ni om aftenen og fik lov at komme i seng. Vi fik lidt kaffe og smørrebrød og franskbrød med ost, så vi kunne sidde og hygge. Vi kunne også have valgt at få sat blomster ind, men dem havde vi selv taget med. Og da klokken var halvtolv eller sådan noget, mente Anette, at hun efterhånden var blevet træt. Hjælperen og mig puttede hende, og jeg skubbede en seng over. Så sad jeg faktisk hele natten og bare kiggede på hende der”.

Men kunne hun godt sove?

”Ja, hun var træt. Altså, der var ikke så meget krudt i hende”.

Men du kunne ikke sove?

”Overhovedet ikke. Det var det ’Klik-klik’ oppe fra uret”.

Var der et ur derinde?

”Ja. Det er der jo som regel på de stuer. Fjernsynet gik stille og roligt i baggrunden. Det var lidt svært at indstille sig på, at hver gang den rykkede dér, så var der mindre tid tilbage, til at det skulle ske. Hun vågnede så op klokken 8 næste morgen og blev spurgt, om hun ville i bad. Som sygeplejersken sagde ’Det er ikke noget, du skal. Vi spørger bare’. Anette sagde ’Det kan jeg ikke se nogen grund til. Jeg skal jo ordnes bagefter igen, så nej, det har jeg ikke lyst til’.
Vi får morgenmad, og så kommer lægen ind og siger til os ’Nu stiller jeg en bakke herovre i vinduet. Det er den. Og så går jeg og kommer igen om 20 minutter, kigger lige på jer, og hører, hvordan I har det. Jeg skal nok bedømme, om jeg synes, I har det godt eller dårligt, eller om jeg bare skal gå igen’.
Han stak så hovedet ind og kiggede og sagde ’I får 20 minutter mere’. Han gik et eller andet sted hen, og jeg havde det bare sådan ’Det var sgu godt gået’. Fordi vi var – jeg var – ikke helt klar. Det er helt sikkert.
Så gik der 25 minutter, og en sygeplejerske kom ind og spurgte, om vi havde det godt, og gav os et kram. Så sagde hun ’Nu går jeg, og så kan I selv bestemme, hvornår I kommer hen og banker på og siger ”Nu har vi nok brug for en at snakke med”’. Der gik vel en lille halv times tid, klokken var efterhånden blevet lidt i halv-ti, så kigger Anette på mig og siger ’Jeg kan godt stoppe nu. Og tage med dig hjem. Men hvad har vi ud af det? Jeg kan tage hjem og sidde i sofaen igen og have det pivdårligt. Det er ikke det, jeg har lyst til’. Så sagde jeg til hende ’Skal jeg gå hen og hente lægen’? ’Ja, det skal du’, sagde hun. Jeg gik hen og bankede på døren og lukkede op, og lægen kiggede på mig og sagde ’Hvad så’? ’Toget kører nu’, sagde jeg”.

Var det det, du sagde? Du brugte det udtryk?

”Lige nøjagtigt, og jeg sagde ’Du skal ikke spørge mere’. Så rejste han sig og gik med hen. Han sagde til Anette ’Nu putter du dig i sengen, som du gerne vil. Dér, hvor du ligger allerbedst. Og så fortæller du mig, hvor vil du have Jonny? Skal han op i sengen og ligge i ske sammen med dig, eller skal han om og sidde foran dig? Skal du ligge i hans skød, eller hvad vil du gerne have’?

Hun ville gerne have mig foran, så vi kunne flette fingre og se på hinanden.

“Vi snakkede jo sammen, da hun lukkede øjnene, og vi snakkede sammen indtil tre-fire-fem minutter før”. Foto: Bo Nymann

’Så får du en indsprøjtning’, sagde han. ’Den gør, at du vil sove stille og roligt ind, ligesom hvis du skal opereres. Det gør, at vi kan tage masken fra dig. Du vil stille og roligt ikke have nok ilt i dine lunger, det er ikke nogen kvælning, du vil bare sove ind stille og roligt. Når du har ligget et lille stykke tid, giver jeg dig en lille smule morfinpræparat, der gør, at signalerne fra din nakke ikke vil gå ind og pine dig. Og inden for 5-10 minutter, et kvarter, 20 minutter, vil du stille og roligt glide ind i en søvn, og stille og roligt væk’.

’Når jeg har givet dig sovemidlet’, sagde han, ’kan jeg ikke garantere dig for, at hvis du siger stop her – ja, så kan jeg godt stoppe, og jeg giver dig ikke mere – men jeg kan ikke garantere for, at din krop kan tåle at få det. Så hvis du skal stoppe, så spørger jeg en sidste gang, inden jeg trykker den her ind, om det er det’?
Så sagde hun ’Du skal ikke spørge. Jeg er klar’. ’Det er okay’, sagde han og så trykkede han. Så gik der 12 minutter, og 10.46 blev hun erklæret død”.

Og du var der?

”Jeg sad med hendes hænder. Jeg mærkede simpelthen, at det hele gik væk. Og det … ja, jeg tror, det er et af de stærkeste tidspunkter i mit liv. Vi snakkede jo sammen, da hun lukkede øjnene, og vi snakkede sammen indtil tre-fire-fem minutter før, at jeg kunne se, at hendes halspulsåre – det fortalte lægen mig jo – at den begynder at blive svækket. Det kunne jeg godt se, og jeg kunne også godt mærke det. Det er noget andet, end når man sidder med en, der falder i søvn. Det bliver svagere og svagere, og varmen bliver pludselig til kulde. Det er fantastisk hurtigt ude i fingerspidserne. Men det er først, da jeg kigger på hende, og lægen siger til mig ’Kan du se hendes flotte blå læber’, at jeg indser, at Anette er væk. Hun lå bare så fredfyldt på den pude, og det eneste jeg tænkte på var, at ’Nu er dit smertehelvede sgu slut’”.

Hun havde fået fred?

”Lige nøjagtigt. Og det sidste hun sagde til mig var, at jeg skulle kigge i hendes smykkeskuffe, når jeg kom hjem. Der lå så et afskedsbrev til mig, som hun havde fået en af pigerne til at skrive, fordi det kunne hun heller ikke. Der stod nogle ting til mig, som vi også havde snakket om, at otte dage efter at hun var blevet bisat skulle jeg lægge min vielsesring. Det ville hun gerne have. Så behøvede jeg ikke og rende og deklarere noget som helst mere”.

Gjorde du det så?

”Det gjorde jeg”.

Ronja

Du fortalte mig sidst, jeg var her, en del om jeres hund Ronja. Den betød rigtig meget for jer. Og du kaldte Anette for et hundemenneske. Hvad mente du med det?

Jonny: ”Anette ville ikke have børn. Hun har haft gigt, siden hun var lille, børnegigt, og fået at vide, at hvis hun blev gravid, var der 50 procent chance for, at det ville gå i udbrud. Da valgte hun med det samme, at hun ikke ville have børn. Og jeg har altid ønsket mig at få en rottweiler, og Anette har arbejdet i hundekennel, cockerspaniel, da hun var ung pige ovre i Jylland, så hun var også hundemenneske. Men hun havde ikke så mange kræfter i sine fingre, så det var mig, der trænede med den. Men det var Anette, som gav hende mad derhjemme og gik tur med hende. Så Ronja vidste, at med mig skulle hun ud og arbejde, og med Anette skulle hun hygge. Og vi havde hende med alle steder, hvor vi kunne slæbe hende med. Til venner og bekendte, ’Må vi tage Ronja med? Ellers kan vi ikke komme’. Hvis vi skulle ud til en fest, og vi ikke kunne få passet hende hos de sædvanlige mennesker, jamen så skulle hun ikke i hundekennel. Det har vi aldrig nogensinde gjort. Så blev vi hjemme. Og det vidste folk”.

Okay.

”Det var Anette, der gik aftentur med hende. Morgenturen og aftenturen var Anette, og den lange eftermiddagstur var mig, fordi så skulle vi også lige træne samtidig med. Jeg gik til træning med hende mandag, onsdag og lørdag, trænede fast med hende i hundeklub. Så hun var en kæmpestor del af vores liv, hun var der altid”.

Og du fik lavet en tatovering af hende.

”Og den er lavet ud fra et billede af hende”.

Så det er Ronja, vi har der.

”Det er 100 procent et billede af hende. Og der kommer hernede til at stå ”Ronja 23.01.05”, det er hendes fødselsdag”.

Men hun døde?

”Da vi fik at vide, at vi skulle have en anden lejlighed på grund af Anette, ville vi kun have et sted, hvor vi kunne have Ronja med. Hun var 9 ½ år gammel. Men så kom visitationen ud til os og sagde, at vi var altså nødt til at gøre et eller andet med den hund, fordi de kunne ikke garantere, at vi måtte have hunden med til det sted, vi flyttede. Så sagde jeg ’Jeg kan ikke aflevere hende, jeg har haft hende, siden hun var otte uger gammel. Det kan jeg bare ikke. Hun skal ikke omplaceres nu. Aldrig nogensinde’.

Men så skete det uheldige, at en eftermiddag, hvor jeg var henne og lege med hende, knækkede hun begge korsbånd på det ene ben. Dyrlægen siger, at de sagtens kan lave det, men operationen vil blive meget dyr, og der er syv-otte måneders oplæring, hvor hun ikke må gå på trapper. På det tidspunkt boede vi på anden sal endnu og vidste ikke, hvad vi ville få. Han sagde så ’I min verden ville jeg lade hende sove ind. Hun er 50 procent bedøvet nu, hun har ingen smerter, I kan komme ud og være hos hende i en halv time. Men det er det, I skal gøre, for ellers skal hun igennem det hele en gang til. Jeg har revet og flået i det ben, sagde han, så hun vil have rigtig ondt, når hun vågner’.
Så det var en beslutning på 10 minutter, hvor vi skulle tage afsked med vores elskede hund”.

Du sagde sidst ’Jeg vil sidestille det lidt med, da vi aflivede vores hund’. På en eller anden måde lavede du en sammenligning imellem det, at Ronja skulle herfra med det at Anette skulle herfra.

”Det var, at de to ting, jeg elskede højst i mit liv, blev pillet fra mig inden for et år”, siger Jonny og forklarer, at han føler sig sikker på, at Ronja mærkede Anettes sygdom længe før, andre var klar over det, inklusiv Anette selv.

”Det var vores lille menneskehund. Om aftenen, hvor vi sad i sofaen, lå hun altid her ved mig. Anette kunne aldrig kalde hende hen til sig, med mindre hun havde en kiks. Når jeg havde lagt mig i sofaen, så kom Ronja og lagde sig og skulle have min ene hånd. Enten holdt vi i pote, eller også kunne jeg få hendes mave at nusse. Når klokken var ni, rejste hun sig og gik rundt og stod og kiggede på Anette. Så skulle hun på aftentur”.

”Men det sidste stykke tid, der satte Ronja sig hos Anette. Jeg kunne ikke kalde hende hen til mig om aftenen”.

Privatfoto